I går aftes tog vi ud at spise på
restaurant. Det gør vi ellers kun ved særlige lejligheder, men tror vi fik lidt
ondt af os selv, når vi sådan går alene hjemme os 2. Køleskabet var tomt, vi skulle ud og handle og det var varmt,
gad igenting, lækkersulten, nøj det er hårdt at være dansker en enkelt dag i
varmen.
Så ringede telefonen.... Hallo vil
I med ud at spise? JA! - fint vi bestiller bord til kl. 19.00. Det var godt nok
den hurtigste beslutning i denne uge. Hold da op - lige pludselig er man glad
og frisk igen.
Med fornyet energi satte vi kursen
mod restauranten sammen med familien.
Og dagens ret var:
Forret:
Røget laks m/salater,
urtedressing & hotellets brød
Hovedret:
Oksemørbrad m/blomkålspuré, ristede grøntsager, nye danske
kartofler & rødvinssauce
Dessert:
Hjemmelavet vaniljeis m/chokoladesauce
for den nette
sum af kr. 159,- man tror det er løgn - men nej...
Kan fortælle at det smagte eminent.
Kæmpe store portioner. 2 stk. røget laks, 3 stk. oksemørbrad og en stor
tallerken med is og flødeskum og frugter. Alt hvad hjertet begærede.
Bagefter var vi så mætte at vi knap
kunne vælte fra bordet. For hvad har vi lært som børn - hellere revne end
levne. Bagefter kørte vi herhjem og fik et glas vin. Det var der nu ikke meget
synk i, så det blev til "helle-for-den-lange-sofa" hvor vi slog
mave.
Vi burde have haft alle knapperne i tøjet syet i med elastiktråd, for efter alt den mad sad tøjet pludseligt mere stramt på os alle og der var risiko for flyvende knapper.
I dag er vi så tilbage i virkelighedens verden hvor køleskabet stadig er gabende tomt, og så er det slut med impulsive overspringshandlinger. Det er fredag og der skal handles ind. God weekend.
Kommentarer
Send en kommentar