Du er nu nr. 8 i køen

Har speciallæger kronede dage her i Danmark eller er det bare fordi der ikke er blevet uddannet nok i tidens løb? I morges skulle jeg ringe og bestille tid hos sådan en "fætter". Tjekkede adresser på nettet og gik i gang med at ringe.

Den første jeg ringede til gik hurtigt. De hører klinikkens automatiske telefonsvarer: Klinikken er lukket resten af september på grund af kursus. Vi skal gøre opmærksom på, at vi har 4 måneders ventetid. Bang - slut. Nånå, heldigt at  der er andre fisk i vandet.

Så ringede jeg til nr. 2. De hører klinikkens automatiske telefonsvarer: Du er nu nr. 8 i køen. Ok der var der idet mindste kontakt. Så får man ørene blæst ud af det mest larmende musik kl. 8.40. Nå det er dog ikke lige så dødsygt som det de har hos det lokale lægehus.. Sail away with me.. Den kan man godt nå at blive træt af.

Nå nu må jeg væbne mig med tålmodighed. Sidder lidt og venter, du er nu nr. 8 i køen. Ok det kommer til at tage lang tid. Rejser mig og går i gang med dagens gøremål. Spiser morgenmad, tømmer opvaskemaskine... Du er nu nr. 7 i køen. Nøj det går fremad.

Jeg fortsætter.. snakker med min datter inden hun skal i skole. Leger lidt med hunden. Du er nu nr. 6 i køen. Gab. Redder senge, rydder op. Venter igen. Du er nu nr. 5 i køen. Ville gerne have taget et bad, men syns det er lidt åndsvagt, hvis nu det ligepludseligt bliver min tur. Går på nettet. Læser nyheder og tjekker facebook. Du er nu nr. 4 i køen.

Argh. Klokken løber. Vi skulle gerne have ringet til min ældste datter og ønske hende til lykke med fødselsdagen inden den anden skal i skole. Du her nu nr. 4 i køen. For F... da. Tør ikke engang smække røret på, for lukker de så for slusen kl. 9 og jeg skal starte forfra igen i morgen. Man er vel vedholdende!

Leger lidt med hunden igen. Du er nr. 3 i køen. Wow det kører. Rydder lidt op, alt sammen med en hånd. Den anden er ved at gå i krampe pga. samme stilling. Musikken drøner stadig. Du er nu nr. 2 i køen. Venter igen. Du er nu nr. 2 i køen. Sig mig; stammer hun eller hvad?

Her er det godt nok heldigt at tålmodighed er en dyd. Endelig, du er nu nr. 1 i køen. Ja hvad skulle jeg nu ellers have fået morgenen til at gå med end sidde her og høre jeres funky musik...

Hallo, hvad kan jeg hjælpe med... Jo tak endelig. Jeg vil gerne have to ristede med brød... Du kan få en tid først i december. Mange tak og farvel. Nu har jeg siddet med røret i 30 minutter. Da hun lægger på sover armen, utroligt. Armen havde forstået det hele fra starten. Jeg tager mig en lur, tænk det opfattede mit hoved slet ikke.Her føler jeg så lige at jeg kunne have sovet min skønhedssøvn i 30 minutter mere. Nå skidt, det har sikkert ikke været nok alligevel.

Alligevel sidder jeg og fundere lidt. At gå fra nr. 8 til nr. 1 på en halv time... Det er virkelig noget af en kundeservice. Og så går det op for mig, nåh.. man kan ikke klage over kundeservicen - for der var ikke nogen. Fortsat god dag.



Kommentarer