Er du stadig døv mand!

Den 13. august skrev jeg et indlæg om et besøg af en ubehagelig herre som forsøgte at "sælge" mig en trosberetning, selvom jeg sagde nej tak.

I dag 5. september kom han igen igen og ringede på min dør. Denne gang havde han en nydelig ung dame med sig. Hun præsenterede sig selv og herren og begyndte at forkynde sin tro. Jeg svarede nej tak, endnu engang, og sagde at jeg havde haft besøg af herren fornyligt hvor jeg havde sagt at jeg ikke ville diskutere min tro og at det måtte de godt respektere.

I tror det er løgn, men herren sagde, jeg kan ikke respektere din tro så længe jeg ikke ved hvad det er for en tro. HALLO er du stadig døv mand!

Jeg sagde at det syns jeg ikke kom ham ved, hvorefter han kastede sig ud i endnu en historie. I mellemtiden kom min lille coton ud og stod og kiggede op på mig. Den kunne godt høre tonen ikke var som den plejer, og straks greb manden chancen for at sige, sikke en sød lille hvid hund.

Ja det kan godt være, tænkte jeg og så  skar jeg så lige igennem en gang for alle. Jeg ønsker ikke jeres besøg! Jamen må vi notere at du ikke vil have besøg, sagde manden. Ja det må du selv finde ud af at administrere, svarede jeg. Diskussionen er slut nu. Farvel! og jeg lukkede døren.

Der røg den hyggelige stemning lige, som havde været i huset hele dagen. Jeg sidder irriteret tilbage og tænker. Hvordan kan man tro så meget på noget, at man går langt over grænsen for, hvordan man opfører sig normalt og anstændigt overfor andre mennesker. Kan de virkelig ikke selv se, hvor upassende det er? Argh! Mit ellers rolige facade er lige krakkeleret lidt.

Så tager jeg mig sammen igen. I dag vil jeg være et overskudsmenneske, der ikke vil lade andre ødelægge min dag.Jeg vil tillade mig at have ondt af disse mennesker, der er blevet født ind i en trosretning, som først blev oprettet af en herre i 1881. En trosretning som efter min mening fratager børn retten til at leve et frit liv..

Jeg vil vende tilbage til mine sysler og glæde mig over at jeg har retten til at bestemme over min egen trosretning. Amen


Kommentarer