Tantens turist taxa

Så er vi kommet hjem fra en begivenhedsrig tur til hovedstaden. Selvom vores land ikke er ret stort, er der stadig stor forskel på øst og vest, eller .. Da vi kørte ind mod byen, undrede vi os over at der var så mange lysmaster ved motorvejen. Ved de ikke vi skal spare på lyset.. har de ikke lys på bilerne herovre.. er de bange for mørket..

Længere inde i byen kom der et nyt emne op på bagsædet. Er der ringklokke på indersiden af kisterne, hvis man nu ikke er helt død alligevel.. Her sagde jeg, at jeg syntes det var uhyggeligt nok at køre i storbyen, så de måtte gerne finde et andet emne. På det tidspunkt havde jeg lige fundet ud af, at jeg holdt i en busbane. Ned med blinklyset og over i anden bane. 

Så var vi fremme ved målet, en time før tid og i silende regnvejr. Vi spurgte om vi kunne komme ind i ly og vagten sagde; Hvad er der med jer jyder - hvorfor kommer i altid i god tid? Mon han lige er klar over hvor mange farer vi jyder kan blive udsat for i løbet af sådan en tur til storbyen. Vi har to farvande vi skal krydse og mange mange lyskryds. Har han nogensinde været i Jylland.. Tror det næppe.. men han forbarmede sig over sådan nogle jydepotter og vi kom i tørvejr.

Mange timer senere efter et langt arrangement gik turen hjemad igen. Vi var sultne og bestemte os for at finde et spisested uden for byen. Mens vi kørte vestpå gennem byen var det blevet aften og for os føltes det som om alt lys der kunne tændes - var blevet tændt. Det var jo ikke mørkt som hjemme hos os.

Vi sad trætte og kiggede ud på byen. Pludselig lød der et hyl fra bagsædet. Ad jeg så en nøgen mand i et køkken..nej nej nej - haha der røg appetitten lige.. Langt om længe var vi fremme. Mens vi spiste vendte vi dagens oplevelser, og der var mange når man er 7 mand afsted. 

Nogle fortalte om to kendte herrer der havde være på udkig efter vores store pose med godter, men vi havde gemt den for ikke at skabe unødig opmærksomhed. Øv sagde en anden, ham den søde måtte ellers godt have spist af min kagedåse. Her brød vi alle ud i høj latter, og alle andre gæster omkring os kiggede underligt. Hvis de havde hørt det, må vi bare håbe at de ikke forstod jysk. 

Vi skulle alle 7 overnatte hos vores datter. Vi væltede nærmest i seng af træthed og glædede os til at bare at sove, men hvad sker der når så mange sover så tæt. Man sover af h. til. Ikke på grund af faciliteterne, men pga. af alle de indtryk man har fået på så kort tid og så alle de lyde vi forskellige mennesker kan frembringe i løbet af en nat. Her kommer der lige lidt censur. 

Trætte efter to oplevelsesrige dage sidder jeg nu og nyder stilheden herhjemme. Jeg har besluttet, at jeg vil bevilge mig selv et par rigtig pjækkedage eller hele ugen, så jeg kan få hvilet ud. Der går nok et stykke tid inden Tantens turist taxa kører igen, men tak til de medvirkende for en sjov og underholdende tur.








Kommentarer