Kom nu ind i kampen

Nu har vi haft Frida i snart 3 uger og efterhånden er vi ved at få en "normal" hverdag igen - eller det bilder vi da os selv ind :-)

Vi er stadig oppe kl. 05 hver morgen og der holder vi så lige en lille pyjamasfest. Lad mig sige det sådan - det er ikke ALLE der er i festhumør på det tidspunkt - der er jeg en festbremsen. Men da det er min hund (specielt om morgenen) må jeg bare ud af kassen og lufte hund. Så kan jeg kravle lidt i seng igen, når de andre i huset står op.

Selv om det kun er 2,5 år siden at vi fik Sofus, så kan jeg slet ikke huske at der var SÅ meget gang i ham. Nu er der også årstiden til forskel. Lad mig sige det sådan - jeg tror IKKE det kan betale sig at plante alt for mange blomster i år. Haven bliver nøje undersøgt for hver en lille millimeter - enten er Frida en gravko eller også arkæolog. Hun har ikke læst racestandarden for coton'er.

Der er skrald i damen og stakkels Sofus må stå model til meget. Den første tid kunne man næsten se på ham, at han tænkte - " Hallo Mor! hvornår skal vi aflevere den hund igen!" og det kan jeg ikke fortænke ham i. I starten måtte han have "hjælp" fra os til at sige fra over for den lille dame, når hun ikke kunne lade ham vær i fred, men nu har han fundet ud af, at han bare kan lægge sig ovenover hende - så falder hun til ro - et stykke tid. Nu ved vi bare, at vi har en meget tålmodig hanhund.

Selv om han tit ønsker hende hen hvor peberet gror, så tror vi alligevel der er en bedring på vej. Forleden aften til træning var der en anden hanhund, der lige ville hilse og snuse til Frida. Så kom Sofus på banen som en anden Johnny Brave - fingerne væk kammerat - det er min dame.

Så mon ikke der er lidt håb forude alligevel til trods for, at hun er meget provokerende når hun både stjæler hans soveplads, legetøj og mad. Tsk tsk sikke et hundeliv - kom nu ind i kampen Sofus


Kommentarer