Sofus iført sort lak

I dag gik turen til Dr. Dyr. Sofus skulle til afsluttende kontrol med hans bagdør. Frida synes jo bestemt ikke at hun kunne være alene hjemme, så hun kom også med. På vej derned sad jeg og tænkte på, om jeg nu havde husket at få alt med i farten. Penge tjek, godbidder tjek, hunde tjek, mobil tjek, hundesnor - øh hundesnor f*#x@!! 

Ja det var jo for sent at køre hjem og hente den, så kunne jeg ikke nå at være der til aftalte tid. Hvordan kommer jeg ind til konsultationen med hunden uden snor på?  Og bære ham nej - det var da for åndsvagt. Lade ham gå uden snor - øh nej. Sofus er en frisk og nysgerrig hanhund og jeg kunne lige se mig selv gå i spåner over at han ikke ville lystre. Der er jo mange spændende dufte hos Dr. Dyr og det kræver mange markeringer  - Don Sofus is back in town!!

Hm.. hvad gør man så?  Man tager sin fine laktaske - gudskelov at den er sort og ikke pink - og så piller man skulderremmen af og vupti - så har man en ny hundesnor. Smart i en fart.

Nede ved dyrlægen forsøgte jeg at holde lav profil - altså så lavt man nu kunne, når Frida gøede temmelig utilfreds med at blive efterladt i bilen. Sofus var ikke helt med på at gå med sådan en laksnor, så han satte sig på halen og "talte" op i luften. Der blev fortalt vidt og bredt om situationen.  Omg. altså 

Jeg lod som ingenting og var helt cool. Dyrlægen sagde heldigvis ikke noget - han har vel også set det meste. Nu er han en lun fætter der godt kan komme med noget gas, og lur mig om det måske ikke blev bemærket alligevel - og så er der gratis underholdning til dyrlægernes julefrokost.

Hjemme igen kan jeg godt se at Sofus måske har fået et lille traume, så derfor har han fået et tyggeben som plaster på såret. Næste gang jeg skal til dyrlæge, husker jeg altså den snor!




Kommentarer