Blufærdighed

Som regel har jeg en cool hanhund. Dejlig glad, ligevægtig og selvsikker. God til at vurdere situationen inden han reagerer. Han hviler i sig selv.

Sofus ved godt at det daglige ritual med groomingen er en hyggestund og vi hygger os med det. Han finder sig i rigtig mange ting - såsom at få plukket hårene i ørene og få hårene klippet mellem poterne - selv om det kildrer ustyrligt og ind imellem tager han sig en lur.

Men så er der også de situationer, hvor jeg stille tænker mit. Når jeg begynder at stille an til store badedag, så får han pludseligt travlt med at kravle ind under sengen. Ej come on Sofus - det er jo bare vand. Når jeg så får ham lokket ud fra under sengen, så står han helt stille i håndvasken mens jeg vasker ham. Han står med lukkede øjne - som om Ha - jeg kan ikke se dig, så kan du heller ikke se mig.

Det er først når han er helt tør og påklædt i fuld pels, og efter at han har tjekket at alt udstyret stadig sidder hvor det plejer, at han er selvsikker igen. Han tager den helt store tonsetur og blærer sig lystigt med charme, selvtillid og lækkert hår. 

Så er det jeg forstår det - han er jo blufærdig! genert! OMG altså - så fat det dog Mor!