Skybrud

Vi er tilmeldt en sms-service ved Falck, hvor vi i tilfælde af ekstremt vejr får tilsendt en sms. Normalt  kommer sms'en et døgns tid før, men her i nat fik vi denne sms.

Modtaget kl. 04.12 den 11.06.14.
Der er varslet skybrud med risiko for torden i Betteby mellem 10. juni kl. 22 og 11. juni kl. 10. Husk at sikre at dine tagrender og nedløbsrør kan lede vandet væk.

Så forstår jeg bedre mandens reaktion i nat. Langt ude hørte jeg en irriteret brummen, hvilket nok kan tolkes som, at han læste sms'en kl 04.12. Hvem gider rense tagrender kl. 04 om natten og så midt i et varslet uvejr som allerede har varet i 6 timer?! Det er op ad bakke. Man må sige at Falck var lidt sent ude med den melding.

Heldigvis har Tantens mand forlængst sørget for at rense tagrender, så han kunne roligt vende sig om på den anden side. Men når man får en sms kl. hø om natten, så bliver man urolig og står op og tjekker den. Man ved jo aldrig... Ak ak, det er ikke nemt at være verdensborger i en digital tid, hvor man skal være på 24-7. Lad os nu få vores nattesøvn. Gab..

Iøvrigt fik vi ikke en dråbe, men der er selvfølgelig også 8 minutter endnu.

Kommentarer