At skifte gear på komfuret

Der var engang en vittig mand der sagde, at en kvinde ikke har brug for en paraply, fordi det aldrig regner mellem soveværelset og køkkenet. Sjovt nok, så har den samme mand trukket lidt i land. Altså ikke fordi det regner ned, men nok nærmere fordi han selv har indtaget køkkenet.

Af en eller anden grund er Tantens mand selv begyndt at lave aftensmad hver aften. Vi har ellers tidligere delt den tjans, men om det er fordi han er blevet mere kræsen med årene eller om det blot er fordi han godt kan lide at lave mad, vides ikke med bestemthed.

Jeg har ellers tilbudt at jeg godt kan hjælpe til, men han takker nej hver gang. Allernådigst kan jeg få lov at lave forret og dessert og bage, men det er jo ikke hver dag. Ikke at jeg klager, men jeg tænker da stille mit.

Men så i dag fik jeg lov til at varme resterne fra i går. STOR SÆSON I ÅR! Vi skulle have ris og italienske frikadeller. Altså hvor svært kan det være. Gryder på komfuret og så skruer man bare op.... pludselig var der bobler i gryden og så fik Tanten travlt med at røre i sovsen for at det ikke brændte for meget på - med det resultat at en kæmpestor Splat Olga af sovs fløj op og ramte indersiden af min hånd.

For hunnern Hans Otto, det gjorde godt nok ondt. Så måtte mad være mad og så hang jeg ellers under vandhanen, alt imens manden overtog gryderne igen. Det første han gjorde var at kommentere, at der skulle skiftes gear på komfuret. OMG. altså. Tillid er godt, kontrol er bedre. Det havde jeg slet ikke tid til at kommentere. Jeg havde travlt med at finde isterninger og få hånden pakket ind.

Det var faktisk lidt svært at spise aftensmad med den ene hånd pakket ind i is og viskestykker. Og jeg som plejer at spise med kniv og gaffel, jeg sad og skar kødet ud i børnetoppe og kæmpede med at få alt op på en gaffel. Her bagefter fortryder jeg at jeg ikke bare tog en ske, men man er vel også lidt voksen.

Et par timer senere svier det stadig i hånden. Jeg tænker, at jeg da snart må have udstået min straf for at køre i det forkerte gear, ikke at forglemme det møgarbejde det var at gøre gryderne rene igen, fordi det var lige pludseligt mit job?!

Ikke at jeg tror jeg nogensinde får lov at røre komfuret igen, men er der måske en venlig sjæl der kan fortælle mig hvordan man skifter gear på et komfur.... bare sådan i tilfælde af at manden skal på job i længere tid.

Kommentarer