Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg skal komme galt afsted når vi er på camping. Det er absolut ikke noget jeg tilstræber, jeg forsøger endda faktisk at gardere mig mod faldgruberne, men der opstår hele tiden nye.
Sidste torsdag ankom vi til campingpladsen, hvor vi fik sat forteltet op i stiv vind. Her kom det mig tilgode at have røv i bukserne. Man kan meget bedre holde ved teltstængerne, når forteltet blafrer inden man får sat pløkker i. De to andre unge piger, hhv. 3. og 4. stangholder kom på overarbejde. Nr. 3 så meget at hun pludseligt mistede fodfæstet og landede på ryggen i græsset til stor morskab for os andre. Ingen skade sket, kun lidt stødt selvtillid men det kan også være slemt nok.
Vi blev hurtigt enige om, at vi ville vente til dagen efter med at sætte læsejlene op. Så måtte hundene nøjes med mindre plads så længe. Dagen efter havde vinden lagt sig væsentligt og derfor skulle det være en snild sag at sætte læsejlene op - troede jeg.
For alt imens jeg var hold-ved-montør ville Tantens mand lige hive en stang fra hinanden. Den sad godt fast, så han gav det lige lidt ekstra gas. Pludselig gik stængerne fra hinanden og med det resultat at han hamrede sin arm og stangen lige op i min arm/skulder. Av for $*/&%€##"!!
Så var det lige at jeg måtte sætte mig lidt - og der blev jeg så siddende resten af dagen. Armen prikkede og sov, og da vi kom til aften havde den fået en fin lille farve. Og jeg som havde pakket garn og pinde til, at jeg rigtig skulle hygge mig på camping med noget kreativt - det blev så ikke lige i år.
Hundene fik sin løbegård og de har nydt det. Tanten har så fundet på andre sysler. Jeg er begyndt at læse en bog om mit rummelige selv. Jeg synes nu nok, at jeg måske var lidt for "rummelig" den dag jeg kom tilskade. I hvertilfælde fyldte jeg åbenbart for meget i landskabet, så læsejls-stativ-opstilleren ikke kunne komme udenom mig.
Det gav endnu engang stof til eftertanke.
Sidste torsdag ankom vi til campingpladsen, hvor vi fik sat forteltet op i stiv vind. Her kom det mig tilgode at have røv i bukserne. Man kan meget bedre holde ved teltstængerne, når forteltet blafrer inden man får sat pløkker i. De to andre unge piger, hhv. 3. og 4. stangholder kom på overarbejde. Nr. 3 så meget at hun pludseligt mistede fodfæstet og landede på ryggen i græsset til stor morskab for os andre. Ingen skade sket, kun lidt stødt selvtillid men det kan også være slemt nok.
Vi blev hurtigt enige om, at vi ville vente til dagen efter med at sætte læsejlene op. Så måtte hundene nøjes med mindre plads så længe. Dagen efter havde vinden lagt sig væsentligt og derfor skulle det være en snild sag at sætte læsejlene op - troede jeg.
For alt imens jeg var hold-ved-montør ville Tantens mand lige hive en stang fra hinanden. Den sad godt fast, så han gav det lige lidt ekstra gas. Pludselig gik stængerne fra hinanden og med det resultat at han hamrede sin arm og stangen lige op i min arm/skulder. Av for $*/&%€##"!!
Så var det lige at jeg måtte sætte mig lidt - og der blev jeg så siddende resten af dagen. Armen prikkede og sov, og da vi kom til aften havde den fået en fin lille farve. Og jeg som havde pakket garn og pinde til, at jeg rigtig skulle hygge mig på camping med noget kreativt - det blev så ikke lige i år.
Hundene fik sin løbegård og de har nydt det. Tanten har så fundet på andre sysler. Jeg er begyndt at læse en bog om mit rummelige selv. Jeg synes nu nok, at jeg måske var lidt for "rummelig" den dag jeg kom tilskade. I hvertilfælde fyldte jeg åbenbart for meget i landskabet, så læsejls-stativ-opstilleren ikke kunne komme udenom mig.
Det gav endnu engang stof til eftertanke.
Kommentarer
Send en kommentar