Frida Fin

Hvor er det sjovt at se hvor stor forskel der er på en han og en tæve. Min hanhund er en rigtig Don Juan der kører stilen med charme, selvtillid og lækkert hår. Det slår aldrig fejl. Han er nem at læse - altid den samme ukomplicerede hund. Han hviler i sig selv og ved hvad han vil.

Derimod den lille dame. Hun er aldrig kedeligt at bo sammen. Hun er 2 år og voksen nu. Hun er en blanding af en kærlig sofapude, en monster diva og så til andre tider pludselig den værste havgasse. Udadtil den stille pæne pige... som om ;-)

I dag har vi været ude på en af vore daglige gåture. Det blæser en vældig vind fra vest. Det passer ikke rigtig damen. Modvind er træls når man er smådoven, og håret kommer i uorden når man lige er nystylet - vildt irriterende ;-) Da vi så drejede om i medvind, så gik damen nærmest amok.

Hun fik den stærke vind lige i måsen og det passede absolut ikke damen. Hun blev ved med at vende sig om og kigge surt og advarende på mig som om: Stop så, det er irriterende! Da hun fandt ud af at det ikke var mig der gik og prikkede til hende, så valgte hun en helt anden løsning. Så gik hun bare sidelæns ved siden af Sofus, med hendes bagdel presset op i siden af ham.

Heldigvis mødte vi ingen mennesker på gåturen - synet var ganske..... "anderledes" Der var ikke meget Frida Fin over den gangart.