Forleden aften var jeg helt mutters alene hjemme. En sjælden stille aften helt for mig selv. Tidlig færdig med pligterne og bare ren afslapning. Jeg sad og surfede lidt rundt på tv og multitaskede med iPad'en. Sofus lå og sov neden for mine fødder.
Ren råhygge som pludselig blev til ren uhygge! For pludselig vågnede Sofus. Total årvågen rejste han sig op, lyttede og rejste langsomt børster. Der kom en dyb knurren helt nede fra maven. Slet ikke noget jeg havde hørt før. Normalt når hundene hører noget, farer de ud til fordøren og gør. Hurra der kommer gæster. Men ikke denne gang. Først blev jeg lidt irriteret og tænkte, argh sådan noget pjat. Jeg kiggede hen mod døren og kunne intet se. Jeg havde jo selvfølgelig også glemt at tænde lyset ude i køkkenet, så der var ingen hjælp at hente der.
Med langsomme skridt begyndte han at liste ud mod køkkenet. Samtidigt kunne jeg egentligt godt mærke, at nu var det faktisk ikke helt så festligt at være alene hjemme mere. De små hår omme i nakken begyndte at rejse sig, og jeg blev sgu lidt tør i munden og hjertet slog lige lidt hurtigere. Hvad f@nden havde han nu fået færten af.
Så stoppede han op igen, lyttede og kiggede. Jeg indrømmer jeg holdt nok lige vejret lidt. Man hører så mange skræk historier og min fantasi slog lige et par kolbøtter. Hvor var Frida egentlig? Hun lå ikke på sin sædvanlige plads imellem puderne. Tæt på panik.
Pludselig kom damen daffende ude fra det mørke køkken. Godt forsovet og søvning som om: Hvad sker der her?! Hold nu op, det var godt nok tæt på at jeg (og sikkert også Sofus) havde lavet en grøn snemand. Sofus slappede straks af og bød damen velkommen med en lille trutter i øret, som om: Pyh godt du er uskadt og Frida fattede ikke en bjælde af al det postyr.
Super flot Sofus. Du fik lige din mors dikkeværk prøvet af. Jeg kan love det virker og solide ribben holdt det så meget på plads, at hjertet var ved at flyve helt op i halsen. Men tak fordi du passede så godt på mig. Min helt egen bodygard.
Men det var f@nme uhyggeligt du, py ha.
Ren råhygge som pludselig blev til ren uhygge! For pludselig vågnede Sofus. Total årvågen rejste han sig op, lyttede og rejste langsomt børster. Der kom en dyb knurren helt nede fra maven. Slet ikke noget jeg havde hørt før. Normalt når hundene hører noget, farer de ud til fordøren og gør. Hurra der kommer gæster. Men ikke denne gang. Først blev jeg lidt irriteret og tænkte, argh sådan noget pjat. Jeg kiggede hen mod døren og kunne intet se. Jeg havde jo selvfølgelig også glemt at tænde lyset ude i køkkenet, så der var ingen hjælp at hente der.
Med langsomme skridt begyndte han at liste ud mod køkkenet. Samtidigt kunne jeg egentligt godt mærke, at nu var det faktisk ikke helt så festligt at være alene hjemme mere. De små hår omme i nakken begyndte at rejse sig, og jeg blev sgu lidt tør i munden og hjertet slog lige lidt hurtigere. Hvad f@nden havde han nu fået færten af.
Så stoppede han op igen, lyttede og kiggede. Jeg indrømmer jeg holdt nok lige vejret lidt. Man hører så mange skræk historier og min fantasi slog lige et par kolbøtter. Hvor var Frida egentlig? Hun lå ikke på sin sædvanlige plads imellem puderne. Tæt på panik.
Pludselig kom damen daffende ude fra det mørke køkken. Godt forsovet og søvning som om: Hvad sker der her?! Hold nu op, det var godt nok tæt på at jeg (og sikkert også Sofus) havde lavet en grøn snemand. Sofus slappede straks af og bød damen velkommen med en lille trutter i øret, som om: Pyh godt du er uskadt og Frida fattede ikke en bjælde af al det postyr.
Super flot Sofus. Du fik lige din mors dikkeværk prøvet af. Jeg kan love det virker og solide ribben holdt det så meget på plads, at hjertet var ved at flyve helt op i halsen. Men tak fordi du passede så godt på mig. Min helt egen bodygard.
Men det var f@nme uhyggeligt du, py ha.
Kommentarer
Send en kommentar