Her forleden opdagede Tantens mand at der stod omkring 20 jordbærplanter spredt bag volden ved havedammen. Det kom faktisk lidt bag på os, for havde vi lige jordbær? Det har vi så nu, pænt sat i rækker så Tanten kan kende forskel på ukrudt og jordbær. Om det så bliver rigtige jordbær eller skovjordbær det bliver spændende at se. Altså hvis vi når at se det inden fuglene har spist dem.
Noget siger mig at vi skal have denne rabarber plukket. Den har nogle virkelig store blade. Måske skulle man kaste sig ud i noget betonstøberi. Sådan et fuglebad formet som en rabarberblad kunne da se meget godt ud, men det bliver ikke lige i denne omgang. Vi nøjes med at bage en kage. Om det bliver til en rabarbertærte eller -kage er jo så lige det.
Hm! Sådan kan det gå. Inden man får set sig om, har vi pludselig fået en mini køkkenhave. Det var ikke lige planen, men nu er den der altså. Fint placeret for enden af den nordvestvendte terrasse, fint med sol og lidt skygge. Så kan jeg jo passende sidde der og lege fugleskræmsel så vi kan få jordbærene for os selv.
Kommentarer
Send en kommentar