Brok.dk

Brok, brook, brooook. Alene når man siger ordet, lyder man som en syg høne. Det er lidt de samme symptomer. De skraber i jorden, prikker med næbet, og vupti så er der fundet et lille bitte korn. Det bliver hurtigt slugt og så søger de videre efter det næste korn. Hvis de så ikke kan finde et lille korn, der kan tilfredsstille den indre sult, så farer de på den høne der står tættest på. Faktisk kan høns finde på at plukke fjerene af hinanden. Jep livet er rigtigt hårdt i en hønsegård.

Ind imellem synes jeg man kan drage nogle gevaldige sammenligninger i visse grupper på facebook.
Bedst som man sidder og hygger sig med andre om en bestemt interesse i en gruppe, bliver inspireret og udveksler ideer/erfaringer, så bum! er man pludselig helt ufrivilligt landet i en hønsegård. For f@nden da! Hvorfor kan man ikke bare sidde i fred og hygge sig! Vi havde det jo lige så sjovt!

Desværre lider nogle mennesker af brok! De kan bare ikke lade være. Det klør i fingrene på dem, og der skal bare skrives det mest grimme der kan skrives. Og hvis man ikke lige fatter hvad der menes, så bliver det stoppet helt ned i halsen på os. Det er lige før jeg seriøst tror, at de mener det er deres samfundspligt til at svine andre og ofte totalt ukendte folk til. De har en mening om ALT og den skal fortælles højt og flot, og ak og ve hvis nogle er uenige med dem. Var der lige nogen der havde bedt om den dårlige stemning? Gik det ikke meget godt uden?

Jeg forstår det simpelthen ikke! Hvorfor ?! Jeg har spurgt min gode ven Google. Der står højt og flot at hvis man lider af indeklemt brok, så skal man skyndsomst gå til lægen og blive opereret for det. Der er gode resultater for at blive helt helbredt efter en operation, så der er håb forude for grupperne på facebook.

Kære venner. Hvis  I kender nogle, som har disse symptomer som had,  vrede, misundelse, så er det jeres samfundspligt at gøre opmærksom på, at der rent faktisk er gode behandlingsmuligheder for indeklemt brok og at man sagtens kan få et godt liv igen.  Det skylder vi vore stakkels medmennesker.

Længe leve den gode tone.



Kommentarer