Din rolle spiller en rolle

Er der noget der kan få folkene op af stolene, så det hundeopdragelse. Hundeverdenen kan være et barkt sted at være, og nogle gange kan man fristes til at håbe, at ejerne ville være lige så søde som deres hunde. Omvendt møder man også rigtig mange søde mennesker gennem aktiviteter med hunde. Hunde er fantastiske til at bryde isen.

Da vi fik vores første hund i 1984 fik vi mange "gode" råd af en bekendt. Hunden skulle sættes på plads fra dag 1 og gerne med hård hånd. . Ikke noget med at gå og være blød i det og forkæle sin hund, som jeg havde en tendens til. Det var jo bare en hund. Det tiltalte os overhovedet ikke og jeg valgte i stedet at deltage i noget lokalt hundetræning. Det havde vi nu megen sjov med, hunden og jeg. Faktisk endte det ud med en meget kærlig hund som fulgte os overalt - uden snor.

Forleden læste jeg så en sjov artikel om hundeopdragelse, og det fik mig lidt op af stolen, for den var ganske interessant. Alene overskriften fangede mig:

"Du er rollemodel for din hund. Hunden efterligner dig på samme måde, som den efterligner sin mor, sine søskende og senere også andre hunde. Så hvis du selv er venlig og rar, får du også en venlig og rar hund"

Artiklen fortæller bl.a. at man kan roligt forkæle sin hund og behandle den venligt. Det gør den rar. Omvendt så kommer aggresitivitet snarere af at man er for krævende, korrigerende og autoritær. Hunden efterligner simpelthen hvordan du fungerer socialt. Bum

Så var det jeg kom til at tænke på den person, som gav os alle de "gode" råd for mange år siden. Alle deres hunde havde været en skygge af sig selv, tilbageholdende og sky - i mine øjne. Når jeg så kigger på mine hunde og ser to hvide totter som tonser rundt, og pjatter og er glade når der kommer gæster, så kan jeg tydeligt se forskellen.

Det er lige fra den ene yderlighed til den anden. Det er så her den gyldne middelvej kommer ind. Man kan selvfølgelig gøre som man vil, men jeg hylder i den grad de positive træningsmetoder. Jeg gider da heller ikke være sammen med en krævende, korrigerende og autoritær type. Så ville jeg da hurtigt blive sur og aggresiv. Nej hellere have det sjovt og lege tingene ind på rygraden.

Næste gang du møder nogle hunde, så prøv at lægge mærke til hvordan de opfører sig. Et gammelt ordsprog siger at en hund ligner sin herre... Hm!! Når vi får gæster løber mine hunde rundt og er glade og slikker gerne folk i hovedet. Dét gør jeg altså ikke, vil jeg lige skynde mig at sige, selvom jeg bliver glad over at få selskab. 

Hunden kan blive menneskets bedste ven - alt efter hvordan du behandler den. Jeg synes det har været en tankevækkende artikel. Den har i den grad bestyrket min tro på, at der ikke sker en dyt ved at behandle sine hunde med dyb respekt. 

Du kan læse hele artiklen her: http://www.dyrefondet.dk/nyheder/vis.htm?nid=104

Kommentarer