Undskyld vi er her

Jeg skylder en undskyldning og det må vi have ryddet af vejen straks.

Først og fremmest vil jeg starte med at sige undskyld for, at jeg tog mig den frihed i september sidste år, og gik forbi dit hus på det offentlige fortov med mine to hunde. Jeg er rigtig ked af, at jeg kom til at gå forbi lige i det øjeblik du kom hjem i din bil og kørte ind i din indkørsel, så din mand glemte at lukke lågen. Undskyld jeg er så langsom at jeg ikke kunne nå at komme længere væk inden din hund, kunne nå at få færten af os og den smuttede fra jer. Undskyld at I slet ikke opdagede det.

Jeg undskylder ligeledes at din hund er så jaloux på min hanhund, hans udstråling og flotte udseende,  undskyld min tæve er så lækker. Undskyld fordi din hund fik en masse hår og blod i sin mund, da den valgte at overfalde vore hunde. Undskyld at jeg ikke havde kræfter til at kunne holde din 20 kilo+ hund i strakt arm, alt imens jeg forsøgte at få mine hunde væk. Undskyld at jeg panikkede og råbte højt at I skulle komme nu. Undskyld at jeg forstyrrede jer.

Undskyld at jeg blev vred da I kom, det var en reaktion på, at jeg lige forinden havde resigneret og havde sagt farvel til mine to hunde i troen på at de ikke ville overleve mødet med jeres hund. Undskyld at jeg efterfølgende valgte at køre til dyrlæge og få mine hunde behandlet over 3 gange.

Undskyld at jeg (efter grundig overvejelse og opfordring fra samtlige mine hundevenner) meldte jer til politiet. Undskyld at jeg kom til at tænke på, at næste gang kunne det være et barn jeres hund ville boltre sig med. Undskyld at I fik en bøde på 4000 kr samt selvrisikoen på min sygeforsikring. Undskyld at jeg havde tegnet sådan en, så I sparede hele dyrlægeregningen.

Jeg vil gerne give en dybtfølt undskyldning for at jeg følger politiets opfordring og aldrig går forbi jeres hus igen. Derimod vil jeg gerne sige undskyld for at vores hus ligger på jeres daglige rute, vi kan desværre ikke flytte huset. Undskyld hvis vi glemmer at kigge på klokken inden vi går tur, og vi kommer til at ramme jeres vante tur. Undskyld hvis vores hunde husker hvad din hund har gjort mod dem, og de kommer til at gø i selvforsvar når de ser jer på lang afstand. Undskyld at vi straks vender om og går en anden vej.

Til sidst vil jeg gerne undskylde at jeg i uvidenhed om at du forleden kom kørende på en offentlig vej, havde sendt min mand ud at gå med hundene. Undskyld at du skulle komme i dårligt humør over at se dem, så du var nødt til at sætte farten ned og se virkelig sur og truende ud da du kørte forbi. Undskyld hvis det medfører flere rynker.

Undskyld vi er her.

Kommentarer