Tag dig nu sammen Tante

I går aftes var vi i Storcentret og fik ordnet en masse små ærinder. Herunder byttet noget som var købt som en paraply, men som senere viste sig at være et stort regnslag. Altså Tante. Hun kan bare det der med indkøb. Da vi var på vej ud, kom vi forbi en herrebutik, hvor der var 70% rabat. Der var lige nogle skjorter, som lå og råbte at de bare måtte med manden hjem. Den kunne vi naturligvis ikke bare gå forbi.

Det skal siges at det er sjældent, at jeg er med ude at købe herretøj. Efter en uheldig scene for år tilbage, hvor en irriterende ekspedient blev ved med at henvende sig til mig i stedet manden selv, for at få mandens tøj og stil godkendt osv., så har jeg siden boykottet det.

Hvorfor tror mange ekspedienter at det er kvinden der bestemmer hvad tøj manden skal købe. Sikkert noget med statistikker, men sådan er det ikke hos os. Det sorterer under manden selv hvad han ønsker at iklæde sig, men det er altid spændende at se, hvad han kan finde på at komme hjem med. Farverigt er det til tider, og denne gang ingen undtagelser. Jeg gør ingen indsigelser, det sorterer under modepolitiet (hende den langhårede). Dog kan jeg finde på at købe gaver til fødselsdag osv.

Efter endt prøvning af diverse stykker tøj, kom vi til den lidt alvorligere del af handlen - nemlig betalingen. Her blev vi spurgt om medlemskort, hvortil jeg pludselig kunne huske at sådan et kort fik vi lavet sidste gang, jeg købte gave til manden. Trods gennemgang af flere telefonnumre og E-mailadresser, og også udførligt korrekt stavede, gennemrodede punge osv., lykkedes det os dog ikke at finde frem til kortet. Ergo måtte vi have et nyt lavet.

Det var først da vi kom ud af butikken og vi kom til den næste herrebutik, at Ti-øren faldt hos Tanten.   Sjovt nok så gælder medlemskort fra Nielsens ikke hos Tøjeksperten. Det var jo der jeg havde fået kortet lavet. For f@nden Tante, Tag dig nu lidt sammen!

Kommentarer