Hæklet dug med ananasmønster

Jeg har været i gang med at færdiggøre et gammelt projekt. Denne lille dug begyndte jeg på sidste år. Jeg havde længe haft nogle store ruller merceriseret bomuldsgarn liggende, som jeg havde arvet fra  min farmor og jeg havde ikke rigtig vidst hvad jeg skulle bruge dem til. 

Efter en tur på biblioteket hvor jeg lånte en masse blade om hækling, så faldt dette ananasmønster i min smag og så gik jeg i gang. Efter en hel vinter tabte jeg pusten og lagde det væk og fandt nogle andre små projekter.

Image and video hosting by TinyPic

Her i sommers genoptog jeg så projektet og pludselig kunne jeg begynde at se et mønster dukke frem og så var det bare om at få det gjort færdigt. Da den sidste ende var hæftet lignede det en slatten klud. Derfor skyllede jeg hurtigt dugen op og rullede det derefter ind i et stort håndklæde for at tage det meste fugt af det. 

Da jeg ikke er indehaver af en stor flamingotavle tog jeg i stedet for et tykt tæppe på et bord med et håndklæde over. Så strakte jeg dugen i den form jeg ville have den og satte knappenåle i spidserne og så lod jeg den tørre et døgns tid. Jeg kunne også have stivet den, men det havde jeg ikke lige tålmodighed til denne gang.

Nu ligger den der på sofabordet. Den måler 70 cm i diameter, meget større end opskriften sagde, men jeg havde bevidst hæklet med dobbelt garn for at få en større dug og for at få garnet brugt. Den blev dejlig stor og nej jeg fik ikke garnet brugt op. Jeg har stadig en god portion tilbage til en anden god gang. Lige nu glæder jeg mig over at jeg er blevet færdig og er allerede godt i gang med et nyt projekt, men det er en helt anden historie.

Kommentarer