Juletræsvask

De sidste mange år har vi gjort det til en tradition, at "vaske" juletræet inden det kom ind i stuen for at blive pyntet. Tantens mand står troligt med vandslangen ude i haven og spuler træet og sætter det derefter til tørre under tag et par dage før jul. Altsammen i kampen om at vi kan have juletræet inde et par dage ekstra end ellers.

Jeg har de foregående år haft rigtig svært ved at kunne tåle juletræet pga. Svampesporrer og deslige. Trods ekstra udluftning og ekstra medicin har det alligevel resulteret i åndenød, hævede øjne og kløende udslæt fordi min astma og allergi bliver provokeret. Så ved man pludselig hvor mange gange man trækker vejret i døgnet. Det føles som om man trækker vejret igennem et sugerør samtidig med at man har myrer kravlende over hele kroppen og har feber.

Så går julehyggen pludselig fløjten. Det er ikke spor hyggeligt hverken for min familie eller jeg. Men når vi "vasker" juletræet inden det kommer ind, så kan jeg godt klare træet i ca. 4-5 dage og opretholde et nogenlunde helbred. Min familie ved godt at det er med at nyde træet de første par dage, for når Tanten pludselig varsler "i morgen ryger træet ud", så ved de godt at grænsen er nået.

Der bliver talt så meget om hvad man kan gøre for at træet ikke drysser og det holder sig frisk længst muligt. For allergikere er det faktisk endnu mere vigtigt at vide, at der er en mulighed for at komme af med de for os farlige svampesporer.

Så bare rolig. Tanten er ikke gået fra Snøvsen med hensyn til julerengøringen, der er en mening med galskaben.



Kommentarer