Er der noget jeg hader, så er det at skrive indkøbsliste til ugens indkøb. Tanken om at være forudseende til en hel uges levevis er ikke rar, for den indebærer at jeg skal lave kostplan til 7 dage. Så langt rækker min tålmodighed ikke altid, for står det til mig skal vi bare have nem mad hver dag - det er min livret.
Når jeg så får kæmpet mig igennem at lave en kostplan, så følger der derefter det kæmpe arbejde med at udregne, hvor meget man skal bruge af de forskellige ingredienser. Nøjsomt sidder jeg og skriver liste op og liste ned, som Tantens mand irriteret brummer over hver fredag, alt imens han tripper for at komme afsted ud at handle.
Der skal være styr på næste uges kost og samtidig må listen ikke være for lang. Det er ikke nemt at være Tante i det lille hjem. Der skal nogle gange bruges en helt særlig kvindelist til at turde foreslå manden, at tage returflaskerne med.
Det aller nemmeste ville selvfølgelig være at handle selv. Selvgjort er velgjort. Se det har en dum nakke sat en stopper for, for at løfte selv 5 liter mælk kan udløse en smerte. Jeg kunne selvfølgelig også bare tage med, men for husfreds skyld har jeg måttet konstateret, at det går bare slet ikke. Vi går ikke i samme takt eller retning. Nogle ting skal man bare trygt overlade til ægtefællen.
Næste punkt er så, hvordan kommunikerer man via en indkøbsliste?! Der kan virkelig ske mange forviklinger, for én ting er at jeg skriver f.eks. Smør. En helt anden ting er hvilken slags smør manden så kommer hjem med! Er I klar over, hvor mange forskellige slags smør der findes? Det samme gælder kiks, mælk, brød osv.
Der er nu bare noget mærkeligt ved indkøbslister generelt. Noget som man absolut mener, at man har skrevet på listen, er pludselig ikke på listen mere og så må man afsted igen. Pist væk og ingen varer til mig. Eller også er det købt, betalt og ikke kommet med hjem. Og så går den vilde skattejagt. Der kan virkelig være mange forhindringer fra varen på hylden til varen hjemme i skabet. Fredag efter fredag. Nogle ting bliver bare aldrig anderledes.
Når jeg så får kæmpet mig igennem at lave en kostplan, så følger der derefter det kæmpe arbejde med at udregne, hvor meget man skal bruge af de forskellige ingredienser. Nøjsomt sidder jeg og skriver liste op og liste ned, som Tantens mand irriteret brummer over hver fredag, alt imens han tripper for at komme afsted ud at handle.
Der skal være styr på næste uges kost og samtidig må listen ikke være for lang. Det er ikke nemt at være Tante i det lille hjem. Der skal nogle gange bruges en helt særlig kvindelist til at turde foreslå manden, at tage returflaskerne med.
Det aller nemmeste ville selvfølgelig være at handle selv. Selvgjort er velgjort. Se det har en dum nakke sat en stopper for, for at løfte selv 5 liter mælk kan udløse en smerte. Jeg kunne selvfølgelig også bare tage med, men for husfreds skyld har jeg måttet konstateret, at det går bare slet ikke. Vi går ikke i samme takt eller retning. Nogle ting skal man bare trygt overlade til ægtefællen.
Næste punkt er så, hvordan kommunikerer man via en indkøbsliste?! Der kan virkelig ske mange forviklinger, for én ting er at jeg skriver f.eks. Smør. En helt anden ting er hvilken slags smør manden så kommer hjem med! Er I klar over, hvor mange forskellige slags smør der findes? Det samme gælder kiks, mælk, brød osv.
Der er nu bare noget mærkeligt ved indkøbslister generelt. Noget som man absolut mener, at man har skrevet på listen, er pludselig ikke på listen mere og så må man afsted igen. Pist væk og ingen varer til mig. Eller også er det købt, betalt og ikke kommet med hjem. Og så går den vilde skattejagt. Der kan virkelig være mange forhindringer fra varen på hylden til varen hjemme i skabet. Fredag efter fredag. Nogle ting bliver bare aldrig anderledes.
Kommentarer
Send en kommentar