Selv om man går og synes at man har styr på det hele, så kan man da lige blive væltet omkuld i løbet af et splitsekund. Jeg forsøger at passe godt på mig selv, da jeg ved at søvn, hvile og fornuftig mad er nødvendigt for en Tante som jeg. Men lige pt kan det med søvn godt drille lidt pga uopsættelige opgaver.
Dagen i går forløb ellers helt normalt. Efter dagens dont herhjemme smuttede jeg til frisør i nabobyen. Lidt en hyggestund i en ellers travl hverdag, men dejlig med lidt selvforkælelse. Snakken gik mens lokkerne faldt. Bagefter ville jeg lige køre ud at handle. Intet problem i det.
Alt gik fint - lige indtil jeg stod ved kassen og skulle til at betale. Så bredte panikken sig, for hvor i alverden var mit dankort blevet af. Det har altid sin faste plads i pungen. Kassedamen var nu sød for hun kunne godt se panikken bredte sig, mens jeg fik fremstammet at kortet jo nok sad i dankortautomaten hos frisøren i nabobyen. Selvfølgelig kunne hun ikke udlevere varene når jeg ingen penge havde med, men hun tilbød at pakke varerne sammen for mig og så kunne jeg hente dem på lageret når jeg engang havde fundet mit dankort.
Med hastige skridt gik jeg ud til bilen alt imens jeg fiskede min telefon op af tasken og fik ringet til frisøren. Nope, ingen efterladte dankort hos hende. Uh tankerne slog lige koldebøtter for havde jeg så mon tabt kortet ?! Pludselig kunne jeg slet ikke huske at jeg havde betalt hos frisøren.
Så startede jeg en større gennemrodning af pung og taske og det gav resultat. Dankortet sad ganske rigtigt i min pung, men bare sammen med tidsbestillingskortet fra frisøren. Hold nu kæft altså hvor jeg følte mig dum!
Pænt listede jeg mig ind i Brugsen igen og ud på lageret for at hente mine varer. Så tog fanden ved mig. Ikke noget med at snige sig forbi med dukket hovede. På med din vante Tante og hen i den samme kø igen. Da kassedamen så mig knækkede hun sammen af grin. Jeg kender hende ikke personligt, men jeg har da været ugentlig gæst i pænt mange år, så Jeg blev drillet så hatten passede.
Nu da jeg havde fundet mit dankort kunne jeg sagtens se det morsomme i det og vi fik os et godt grin.
Pga af alt det hurlumhej var tiden ved at løbe lidt fra mig, og jeg begyndte at blive lidt småstresset fordi tiden var knap i forvejen. Jeg skulle jo gerne nå hjem inden mine gæster kom. Selvfølgelig kom jeg til at hænge i en kø for at komme ud på Hovedgaden, men sådan er det jo sent på dagen i vores Betteby.
Nå men der var jo ikke andet for end at bare slå koldt vand i blodet og slappe lidt af. Og hvad gør man så? Man sætter sig til at stene og glo på trafikken som langsomt glider forbi. Pludselig var der noget der fangede mit øje. En stor elefant kom daskende lige henimod mig. Den stoppede op ved en gruppe træer som stod på P pladsen, og hev lige en stor gren af på 1,5 m og proppede den i munden.
Så blev jeg vågen igen og jeg skraldgrinede. Hvis jeg kom hjem og fortalte at jeg havde set en elefant i byen, så ville jeg nok blive bedt om at gå i seng og tage en lur. Nå men mens jeg nu alligevel sad der og ingen steder kunne komme så kunne jeg jo ligeså godt studere dyret på tæt hold. Pæn størrelse må man sige.
Pludselig var det ikke så hyggeligt mere, for set fra min vinkel så det ud som om det kæmpe dyr havde kursen direkte mod mig. Det poppede hurtigt billeder op i min erindring om vildfarne elefanter som havde huseret både biler og haver. Panikken over det forsvundne dankort var ikke helt gået sin vej, og jeg kunne mærke at den kravlede stille op af min rygrad igen.
Heldigvis kom domptøren lige bag ved elefanten og dirigerede det store dyr ind på fortovet igen. Elefanten havde nu andre planer, for den gik dovent ind på P pladsen til de mange træer og hev lystig grene af igen.
Altså hvor kan man bare opleve nogle mærkelige ting ind i mellem. Og ja jeg blev drillet godt og grundigt igen da jeg kom hjem og fortalte historien. Heldigvis er der noget der hedder Facebook og billeder af elefanten som kunne bekræfte at jeg rent faktisk SÅ en elefant i byen. Ellers havde det sgu nok set lidt skidt ud for mig ;) Elefanter ved højlys dag ? Nej vel ?!
Dagen i går forløb ellers helt normalt. Efter dagens dont herhjemme smuttede jeg til frisør i nabobyen. Lidt en hyggestund i en ellers travl hverdag, men dejlig med lidt selvforkælelse. Snakken gik mens lokkerne faldt. Bagefter ville jeg lige køre ud at handle. Intet problem i det.
Alt gik fint - lige indtil jeg stod ved kassen og skulle til at betale. Så bredte panikken sig, for hvor i alverden var mit dankort blevet af. Det har altid sin faste plads i pungen. Kassedamen var nu sød for hun kunne godt se panikken bredte sig, mens jeg fik fremstammet at kortet jo nok sad i dankortautomaten hos frisøren i nabobyen. Selvfølgelig kunne hun ikke udlevere varene når jeg ingen penge havde med, men hun tilbød at pakke varerne sammen for mig og så kunne jeg hente dem på lageret når jeg engang havde fundet mit dankort.
Med hastige skridt gik jeg ud til bilen alt imens jeg fiskede min telefon op af tasken og fik ringet til frisøren. Nope, ingen efterladte dankort hos hende. Uh tankerne slog lige koldebøtter for havde jeg så mon tabt kortet ?! Pludselig kunne jeg slet ikke huske at jeg havde betalt hos frisøren.
Så startede jeg en større gennemrodning af pung og taske og det gav resultat. Dankortet sad ganske rigtigt i min pung, men bare sammen med tidsbestillingskortet fra frisøren. Hold nu kæft altså hvor jeg følte mig dum!
Pænt listede jeg mig ind i Brugsen igen og ud på lageret for at hente mine varer. Så tog fanden ved mig. Ikke noget med at snige sig forbi med dukket hovede. På med din vante Tante og hen i den samme kø igen. Da kassedamen så mig knækkede hun sammen af grin. Jeg kender hende ikke personligt, men jeg har da været ugentlig gæst i pænt mange år, så Jeg blev drillet så hatten passede.
Nu da jeg havde fundet mit dankort kunne jeg sagtens se det morsomme i det og vi fik os et godt grin.
Pga af alt det hurlumhej var tiden ved at løbe lidt fra mig, og jeg begyndte at blive lidt småstresset fordi tiden var knap i forvejen. Jeg skulle jo gerne nå hjem inden mine gæster kom. Selvfølgelig kom jeg til at hænge i en kø for at komme ud på Hovedgaden, men sådan er det jo sent på dagen i vores Betteby.
Nå men der var jo ikke andet for end at bare slå koldt vand i blodet og slappe lidt af. Og hvad gør man så? Man sætter sig til at stene og glo på trafikken som langsomt glider forbi. Pludselig var der noget der fangede mit øje. En stor elefant kom daskende lige henimod mig. Den stoppede op ved en gruppe træer som stod på P pladsen, og hev lige en stor gren af på 1,5 m og proppede den i munden.
Så blev jeg vågen igen og jeg skraldgrinede. Hvis jeg kom hjem og fortalte at jeg havde set en elefant i byen, så ville jeg nok blive bedt om at gå i seng og tage en lur. Nå men mens jeg nu alligevel sad der og ingen steder kunne komme så kunne jeg jo ligeså godt studere dyret på tæt hold. Pæn størrelse må man sige.
Pludselig var det ikke så hyggeligt mere, for set fra min vinkel så det ud som om det kæmpe dyr havde kursen direkte mod mig. Det poppede hurtigt billeder op i min erindring om vildfarne elefanter som havde huseret både biler og haver. Panikken over det forsvundne dankort var ikke helt gået sin vej, og jeg kunne mærke at den kravlede stille op af min rygrad igen.
Heldigvis kom domptøren lige bag ved elefanten og dirigerede det store dyr ind på fortovet igen. Elefanten havde nu andre planer, for den gik dovent ind på P pladsen til de mange træer og hev lystig grene af igen.
Altså hvor kan man bare opleve nogle mærkelige ting ind i mellem. Og ja jeg blev drillet godt og grundigt igen da jeg kom hjem og fortalte historien. Heldigvis er der noget der hedder Facebook og billeder af elefanten som kunne bekræfte at jeg rent faktisk SÅ en elefant i byen. Ellers havde det sgu nok set lidt skidt ud for mig ;) Elefanter ved højlys dag ? Nej vel ?!
Kommentarer
Send en kommentar