Fastelavn er mit navn

Før nytår blev jeg inviteret til fastelavnsfest. Det tog ikke ti sekunder at beslutte mig for, hvad jeg skulle klædes ud som. Jeg havde jo alt udstyr liggende fra min runde fødselsdag. Cowboy støvler, hat, pistol, sherifstjerne, Saddeltaske. Tilbehør: (kæp)Hesten Klavs. Derfor havde jeg ikke skænket det en tanke før i sidste øjeblik.

Hesten blev fundet frem og støvet af. Næste step var at pudse støvler og stryge skjorten, men inden da ville jeg lige finde hatten frem. Den hang jo på sin sædvanlige plads på bjælken på loftet. Det var så her hele læsset væltede. Jeg ledte overalt i flere timer og til sidst måtte jeg kapitulere. Har jeg mon lånt det ud? Eller fået det tilbage og lagt det et nyt sted? Borte med blæsten!

Gode råd var pludseligt dyre. Heldigvis var hende den langhårede hjemme ifm influenza og hun blev spurgt til råds. Kors det skulle jeg ALDRIG have gjort. Jeg indvilligede i at følge hendes forslag, så jeg satte kursen mod mandens klædeskab og fandt grønne kakishorts frem, brun bluse, ternede gule sokker OG ekkosandaler. Dertil kom mandens fiskehat, orange mavebælte og et europakort.

Jøsses! Det ville ALDRIG gå godt, så det blev hurtigt skrottet. For man KAN ikke køre bil med latterkramper. Vi tudede af grin. Hende den langhårede syntes bestemt, at Manden og ældstedatteren også skulle se hvor sjovt vi havde det. Hurtigt tog hun et billede af "Turisten" Og sendte det. Inden jeg så mig om var billedet også sendt til flere veninder og alle fik et godt grin. Hævnen er SØD siger jeg bare!!

Jeg syntes nu, at jeg måtte ty til en lidt mere afdæmpet udklædning og valget blev så en Franskmand. Blå jeans, blåstribet bluse, rød klud om halsen, røde sko samt alpehue. Tilbehør en kurv med flutes, ost og rødvin. Hvis vi ikke kunne lide maden, havde vi i det mindste selv noget spiseligt med.

Det var en anelse spændt Tante der ankom til festlighederne. Vi ankom samtidigt, min bekendt og jeg. Jeg var ikke stedkendt, men da jeg spottede Peter Pan og et langt hylster af en mandsperson i orange  jakkesæt med stor sort paryk stige ud af en bil, var vi ikke i tvivl om den rigtige adresse. Kunne vi måske nå at stikke af endnu eller skulle vi bare se morskaben i det hele? Fanme nej, ikke køre så langt i åndsvagt kostume for at stikke af igen.

Det blev en aften med mange forskellige og sjove indtryk. Jeg fik hilst på lidt af hvert, både Den bestøvlede Kat, Ole Lukøje og mange andre underlige skabninger inde bagved facaden. Nogle gemte sig bagved udklædningen og forblev i rollen hele aftenen, måske for at give den lidt ekstra gas, nu når de endelig var kommet afsted hjemmefra... Støjende, snaldrede og måske en anelse trættende i længden,  når de fortalte den samme historier om og om igen, mens andre gæster hvilede mere i sig selv, og besad evnen til blot at hygge sig og bare "være". Det blev en aften hvor jeg tænkte meget over hvor forskellige typer mennesker der er.

Skæbnen ville at vi kom til at sidde i selskab sammen med Peter Pan og Det lange Hylster i orange jakkesæt. Personer som ved første øjekast lignede jeg ved ikke hvad, men som inde bagved var de hyggeligste mennesker.

Vi havde nogle fornøjelige timer - til  trods for udfordringen i at sidde ved siden af en Pan, som talte uafbrudt i øst og vest med huen på sned, så jeg fik fasanfjeren i hovedet hele tiden. Ikke at forglemme udsigten til Det lange Hylster, som kæmpede med At undgå det lange hår slaskede ned i maden, mens han spiste . Til sidst smed han dog parykken og så var ikke meget frisure at komme efter og han så pludselig helt anderledes ud.

Det er det der med at vurdere mennesker ud fra udseende og facade. Det er lige det første man umiddelbart har at vurdere på, men man kan tage så grueligt fejl.


Kommentarer