Klare uskrevne regler

Uh jeg var virkelig ved at komme alvorlig til skade forleden. Kender I det? man gør en handling, man har gjort tusindvis af gange helt automatisk, og pludselig er der en lille bitte uforudset detalje, som man iøvrigt slet ikke selv er herre over, der gør at man kan komme grueligt galt afsted? Vanens magt, siger jeg bare!

Vi har ellers en helt klar uskreven regel her i hytten, som normalt bliver overholdt til punkt og prikke, men når man så får gæster, så kan tingene skride en anelse. Et sted mellem tidsregningen Kristi Fødsel og Ruder Konge flyttede jeg sammen med min mand, dvs for rigtig mange år siden. Her blev der aftalt helt klare regler for, hvordan visse ting, burde være - på den lange bane - til begges fordele og alles sikkerhed.

Det kan sikkert diskuteres i en uendelighed hvordan regler bør være, men jeg tænker at det gælder om at have de helt rigtige argumenter, når man forhandler husets regler. Sådan et supergodt argument havde jeg, da vi fik børn. Ergo hvis reglen ikke blev overholdt, så var det mandens opgave at udrede eventuelle skader. (Læs når børn smider ting i toilettet) Da det rent ud sagt kunne gå hen og blive en rigtig grim opgave, indvilligede manden straks i, at overholde reglen og han er skam så velopdragen at det næsten ALDRIG glipper for ham.

Forleden havde hende den langhårede så en kammerat på besøg. Jeg plejer at være mere påpasselig, når vi har gæster, men visse gæster er kommet her så tit, at de bliver anset for at være en af huset og alt kører blot som det plejer.

Jeg skulle blot på det lille hus for at "hælde vand fra kartoflerne". Hold nu magle mand et chok! For det første var der meget længere ned end der plejer, for det andet var det iskoldt, for det tredie var jeg ved at ryge helt ned i kummen!

Alle hørte vrælet og vred sig af grin. Stakkels unge mand. Han fik lige læst skriften om husets regler, dog i den humoristiske version, alt hvad der er værd at vide om sikkerhed og hvilke grimme opgaver han kunne blive udsat for, hvis de ikke blev overholdt.

Tænk jeg er faktisk overbevist om at han husker at slå brættet ned næste gang.

Kommentarer