Alt er ikke sort og hvidt

Jeg har en lidt ambivalent holdning til de statemens som af og til kører på de sociale medier: Den der med "for os der var børn af 1940-1970'erne, som legede udenfor indtil solen gik ned, iført korte bukser (fra marts til november) uden opsyn af voksne, og uden alle de goder, som moderne curlingbørn ellers måtte eje i nutidens Danmark".

I de berømte opslag mindes den fede tid med biler uden sikkerhedsseler, hjemmelavede gokarts uden bremser, alle røg som skorstene, legede røver og soldater, tog hinanden som fanger, bandt og efterlod  dem til et træ ude i skoven. Og hvis man blev taget af politiet så kom forældrene ikke og hjalp, fordi de holdt med politiet. Og alligevel overlevede alle? (Dem der døde, kan jo af gode grunde ikke sige, at de ikke gjorde - vel?). Til sidst hylder de endda sig selv, for at være en innovativ generation affødt af deres frihed, fejltagelser og evne til problemknusning. Halleluja brother. Så bliver det da vist ikke mere selvfedt. De var jo de rene Tarzaner, Robin Hood'er, Pippi'er og hvad hverdagens helte nu ellers hed dengang.

Det kan godt være det var en fed tid for 50 år siden, men samtidig tænker jeg, at hukommelsen i vores nu halvfremskredne alder, kan være en anelse selektiv. Jeg kan godt huske, hvordan det var i 60/70'erne, men jeg kan også sagtens huske situationer, som absolut ikke var særligt fede. Noget med trafikulykker uden sikkerhedsseler, samt at stå i alvorlige situationer uden at kunne komme i kontakt med nødhjælpen via mobiltelefon.

Påstanden om "generationen af uduelige curlingbørn" kan diskuteres. Hvis de er børn (eller børnebørn) af tidligere hverdagshelte så som, Tarzan (abernes Konge), Robin Hood (stjal fra de rige), Pippi Langstrømpe (problemer med myndighederne) eller Pinocchio (let omgang med sandheden) hvem kan vi så klandre med sådanne forbilleder?! Det må vil være os som forældre, der ikke har formået, at videregive de nødvendige værdier.

Jeg synes faktisk, at vi har en stærk og dygtig generation af unge mennesker, som jeg er helt tryg ved at overlade dagens Danmark til. Bevares der vil altid være nogle, som har brug for ekstra vejledning, men det må vi så give dem. Det skylder vi dem. De er vores fremtid, i sidste ende er det dem, der bestemmer, hvordan vi bliver passet, når vi engang ikke selv længere er i stand til det. Så kære børn af  40-70'erne: pas på med at rage uklar med den unge generation - de vælger vort plejehjem.

Alt er ikke kun sort og hvidt. Farveskalaen består af mange farver og nuancer.




Kommentarer