Forleden gik turen igen til Dr. Dyr til kontrol med Don Sofus. Intet nyt i det, og så dog alligevel. Da jeg sidst var hos dyrlægen gik det jo udmærket med at køre i min lille C1 med hund i sikkerhedssele, så den model valgte jeg igen.
Big time mistake! Jeg havde i forbifarten glemt, at det ikke var den søde Frida jeg havde med. Det var Don Sofus. Normalt er han den type der hviler i sig selv og har stor selvtillid. I ved charme, selvtillid og lækkert hår. Der skal meget til at ryste ham.
Måske var det forskellen på lydene i vore to biler, der gjorde udslaget? Den lille C1 lyder noget værre end det faktisk er. Lidt ligesom hvis man kører Brian style. Eller også var det fordi han for en gangs skyld sad inde i kabinen og kunne følge med i hvad der reelt sker når man kører bil, i modsætning til det trygge mørke bur han normalt sidder i bagi i den anden bil?
Vi nåede ikke andet en lige ud af indkørslen, så var der pludselig ikke så meget Don over ham Sofus mere. Han mindede et øjeblik lidt om en overnervøs sidepassager, der kan forudsige farer hvert øjeblik.
Da vi ankom til dyrlægen styrtede Don'en ud af bilen. Det var tæt på at han kyssede jorden igen. Stakkels hund altså. End ikke alverdens godbidder kunne redde dagen. Jeg forbandede min gode ide om sikkerhedssele kontra ekstra bur i bilen. Vi skulle jo også hjem igen. Vi kom sikkert hjem igen, selvom Don Sofus absolut ikke var overbevist. I hvert tilfælde havde han en del at berette til sin far, da han kom hjem fra arbejde.
Sjovt som der kan være forskel på tæver og hanner. Tæven reagerede overhovedet ikke da vi sidst kørte til dyrlægen. Ved nærmere eftertanke måske fordi hun var temmelig syg? Jeg er ret så sikker på, at det ikke har noget at gøre med måden jeg kører bil på?!
Jeg er opdraget som en dreng. Jeg startede min karriere som 6 årig, da jeg kørte traktor sammen med min far. Jeg styrede rattet og han styrede pedalerne, så jeg har god erfaring. Jeg kører skide godt!
Billedet er lånt på nettet her: http://enjoii.dk/hvornaar-mon-man-gammel-koere-bil/
Kommentarer
Send en kommentar