De forbudte ord

Da jeg gik i skole i (før Ruder Konges Tid) havde vi en lærerinde, som gjorde en dyd ud af, at hendes elever ikke måtte bande. Bandeord var kun for mennesker med et lille ordforråd. Hun gik endda så vidt i mit tilfælde, at forære mig en lille stentøjskrukke i konfirmationsgave med teksten "Bandeord". 

Den havde aldrig rigtig sin virkning, måske fordi stenkrukken var ALT for lille. Der hvor jeg kommer fra var det almindeligt lejlighedsvis, at bruge de forbudte ord - alt efter situationen - men selvfølgelig alt med måde. Gaven var måske lidt malplaceret, den passede ikke rigtig ind i vores miljø.

Nogle gange får vi som børn nogle mere eller mindre velmente ord med på vejen eller påklistret en etiket. Mit barndoms jeg modtog ikke krukken som en gave, og jeg arbejdede meget med ikke at bruge de forbudte ord i det offentlige rum. Derhjemme var der ingen grund til at gøre sig fin og bemærket. Der talte man det sprog man altid havde gjort, og i øvrigt stadig gør. Ikke så meget stads af det.


Men barndommens etiketter kan være svære at komme af med, hvor meget man end gerne vil. Da jeg forleden læste jeg en artikel, var det derfor med meget stor interesse.

"3 grunde til at det er skidegodt at bande"
"Mange forbinder bandeord med vrede, frustration og dårlig opførsel, men faktisk kan kraftudtrykkene også være tegn på et knivskarpt intellekt og ærlighed, samt eder og forbandelser lindrer smerte"

Jamen Jøsses da! Der smed jeg et af barndommens påduttede etiketter! Vrede, frustration og dårlig opførsel kan vel ramme selv den bedste, hvis man bliver presset hårdt nok - det kan ingen vel sige sig fri for. Intellekt kan diskuteres og endog måles, men som med beskidt vasketøj er det noget man kan holde for sig selv. Ærlighed anser jeg for en ære. Eder som smertelindrende er i årenes løb afprøvet og testet - det virker. 

Trods en trumf ved passende lejligheder er det dog alligevel lykkedes mig, at få en videregående uddannelse og endda gode jobs, og nu viser det sig at bandeord er helt ok - ja faktisk skidegodt. Det er ikke været nemt at være en DinosaurusTantus -  født i et forkerte årtusinde. Men nu er jeg fri.








Kommentarer