Vi har længe vidst, at dagen en dag ville komme. Altså dagen, hvor den sidste hjemmeboende ville flyve fra reden og etablere sig et nyt sted. C'est la vie. Vi har forberedt os mentalt længe og forsøgt at støtte godt op omkring de nye tiltag og ønsker, som man nu har når man skal starte et voksenliv.
Pludseligt står der et gabende tomt værelse uden møbler. Skabene er tømt og hullerne i væggen vidner om alle de forskellige billeder, der har hængt i årenes løb. Men værst af alt - nu er der musestille. Ingen musik, ingen sang.
Jeg gad egentligt godt vide, hvordan det skal gå os to gamle herhjemme nu? For med hjemmeboende børn har opdragelsen været gensidig. Hvad er hot eller not for os forældre. Hvordan klæder man sig, hvordan lever man trendy, og ikke mindst hvordan f@nden virker det her nymodens teknik?!
Bær lige over med os næste gang I møder os, hvis make-up'en ikke sidder i skabet, strømperne i sandalerne er trukket helt op til knæene, eller hvis hængerøven i bukserne er lidt for synlig. Så skyldes det bare, at vores støttepersoner/stylister er skredet fra os.
Jeg ved knap nok, hvad jeg skal gribe i først. Min bil er til rådighed 24/7 og kun til mig. Jeg kan spille lige så høj umoderne musik, som jeg lyster uden at der bliver grint lidt af mig - så det gør jeg. Bølgerne i vasketøjskurven står ikke længere på stormflodsvarsel og vandstanden i tøjskabet er høj. Jeg tænker, at vi som mangeårig "årets kunde" hos vandværket, vil få en betragtelig tilbagebetaling - for derefter at få frataget titlen.
De sidste par dage har der kørt en lille deja vu film i mit hoved, med glimt af vore piger fra årenes løb. Fyldt med sjove oplevelser samt også et par stykker, hvor hjertet har siddet helt oppe i halsen, mens vi har holdt vejret. Selvom det er lidt en sorgens dag, så er det også en glædens dag. Glæden over at det er lykkedes os, at opdrage selvstændige børn, som er helt klar til nye udfordringer.
Et ordsprog siger "Børn er bare en parentes". Vi har dem stadig tæt ved hjertet - uanset hvor de bor. Vi siger tak for lån.
Kommentarer
Send en kommentar