Nogle gange skal man bare lade være med at stå op før en vis herre får sko på. Det kan få nogle helt uoverskuelige konsekvenser, at gøre noget så skørt - i hvert fald hvis man har et forbryderansigt som jeg.
For et stykke tid siden fik vi den geniale ide, at vi ville ud at se den store verden. For at komme så langt måtte jeg anskaffe mig et nyt pas. Er i klar over hvor mange billeder der måtte til før det kunne godkendes?! Jøsses der var meget i vejen, og til sidst endte jeg med et billede uden mine elskede briller. Men det er bedre at se godt ud langt fra, end se langt fra godt ud.
For at komme til det andet land, var det nødvendigt på forhånd at have nærstuderet dets love og se hvilke formularer vi evt. kunne få brug for. Det var lige med at holde ørene stive, men de rigtige var blevet udfyldt og indsendt, forlængst glemt men heldigvis fundet igen i rette tid.
Efter at have passeret hele 3 farvande nærmede vi os grænsen. Selvfølgelig så vi så mistænkelige ud, at det var nødvendigt at se vores pas, men vi slap med skrækken. Endelig var vi fremme, stive i alle lemmer, trætte som bare.., og ivrige efter at komme ind til vores bestemmelsessted.
Der var bare lige det, at vi skulle igennem endnu et security tjek. Piece of cake for mine ledsagere som gik lige ind, men åbenbart ikke for en skummelt udseende Tante som jeg. Da jeg mente at jeg havde helt styr på mit shit, rakte jeg mit pas til security damen. Her var det så at sprogbarrieren og trætheden ramte mig big time.
Efter en helt masse forviklinger blev jeg sendt videre til næste instans. Her viste jeg samtlige papirer jeg i et OCD anfald havde med mig og endelig jeg godkendt. Hurra for engelsk. Lige da jeg troede jeg måtte gå, blev jeg endvidere bedt om et fysisk tjek. Også det var i orden. Endelig fik jeg lov at gå videre.
Hold nu kæft altså det gav sved på panden. At rejse i flere timer for måske bare at blive slået hjem igen i løbet af nul komma niks - bare fordi man ser træt ud ?! Når jeg ser mig selv i spejlet, synes jeg jo ikke, at jeg ser så forbryderisk ud? men jeg har selvfølgelig bemærket den lille undertekst der står nederst på spejlet "Vi beklager den forringede billedkvalitet"!
På hjemvejen gik alt glat - ingen tjek - de var bare glade for at jeg forlod landet frivilligt. Om jeg kommer tilbage vides ikke helt bestemthed. Måske skal der en makeover eller blot en miner rebuilding til inden jeg tør prøve igen? måske skal det bare ikke være så fandens tidligt på morgenen at vi rejser?
Kommentarer
Send en kommentar