Vi er lige hjemkommen fra en helt fantastisk ferie i Frankrig. Kufferterne er tømt, hundene er hentet hjem fra pasning og alt er ved at være ved det gamle igen. Og så alligevel ikke, for vi er ikke helt de samme, som da vi tog af sted. Der er kommet lidt mere til - åbenbart. Da vi startede hjemmefra var vi blot en helt almindelig kernefamilie med et par tilløbere, som havde bestemt sig for en helt almindelig hyggeferie.
Men allerede på vej til vores destination kunne vi begynde at ane en vis kendisfactor. Både på ud- og hjemrejsen var der kamp om Tantens kuffert blandt andre passagerer. Amen altså, tænk at en gammel kuffert fra Ruder Konges Tid kan skabe sådan en interesse. I hvert fald måtte jeg klamre mig til den, og insistere på flere gange, at den tilhørte mig. Jeg skulle ikke nyde noget af at måtte låne herreunderhakkere af Tantens mand til resten af turen.
Da vi ankom til vores destination, blev vi overrasket af gl. bekendte, som vi egentlig troede var hjemme i Danmark, for vi havde jo lige talt med dem i telefonen. I dagens anledning havde de fået en frokostrestaurant til at åbne om aftenen - bare for vores skyld - for at lave den helt store overdådige aftensmåltid til os. 3 retters mad, vin ad libitum, sikken aften, sikken modtagelse.
Jeg syntes ellers at vi gjorde alt for at blende ind i omgivelserne, bl.a. ved at drikke vin og vand til alle måltiderne og ellers have en halvfed fransk accent, men det lykkedes ikke helt for os. Der blev kigget en del efter os. Til sidst gik vi og tjekkede diverse lynlåse og rettede på tøjet, men lige lidt hjalp det.
En dag skulle vi have fat i en taxa og med det furore, det skabte blandt de ca 10 vognmænd der stod og hang på torvet, var vi pludselig ikke længere i tvivl. Mindst én af os måtte være en look-a-like-person. De råbte og skreg på fransk, bukkede og skrabede, mens vi halvt måbende stod og så til. Vi fik hurtigt en taxa og en betjening, der var kendte værdige.
Efter lidt betænkningstid fandt Tantens mand og Svigerdrengen ud af det. Det var jo fordi både Blogger'en, YouTube'en, Instagram'en, og Facebook'en var med i rejseselskabet. Såre simpelt. Sådan kan det gå, når kendis'er rejser.
Men allerede på vej til vores destination kunne vi begynde at ane en vis kendisfactor. Både på ud- og hjemrejsen var der kamp om Tantens kuffert blandt andre passagerer. Amen altså, tænk at en gammel kuffert fra Ruder Konges Tid kan skabe sådan en interesse. I hvert fald måtte jeg klamre mig til den, og insistere på flere gange, at den tilhørte mig. Jeg skulle ikke nyde noget af at måtte låne herreunderhakkere af Tantens mand til resten af turen.
Da vi ankom til vores destination, blev vi overrasket af gl. bekendte, som vi egentlig troede var hjemme i Danmark, for vi havde jo lige talt med dem i telefonen. I dagens anledning havde de fået en frokostrestaurant til at åbne om aftenen - bare for vores skyld - for at lave den helt store overdådige aftensmåltid til os. 3 retters mad, vin ad libitum, sikken aften, sikken modtagelse.
Jeg syntes ellers at vi gjorde alt for at blende ind i omgivelserne, bl.a. ved at drikke vin og vand til alle måltiderne og ellers have en halvfed fransk accent, men det lykkedes ikke helt for os. Der blev kigget en del efter os. Til sidst gik vi og tjekkede diverse lynlåse og rettede på tøjet, men lige lidt hjalp det.
En dag skulle vi have fat i en taxa og med det furore, det skabte blandt de ca 10 vognmænd der stod og hang på torvet, var vi pludselig ikke længere i tvivl. Mindst én af os måtte være en look-a-like-person. De råbte og skreg på fransk, bukkede og skrabede, mens vi halvt måbende stod og så til. Vi fik hurtigt en taxa og en betjening, der var kendte værdige.
Efter lidt betænkningstid fandt Tantens mand og Svigerdrengen ud af det. Det var jo fordi både Blogger'en, YouTube'en, Instagram'en, og Facebook'en var med i rejseselskabet. Såre simpelt. Sådan kan det gå, når kendis'er rejser.
Kommentarer
Send en kommentar