Hvis nogen for nyligt har hørt eller set mig ligge på knæ ude i indkørslen med hovedet mod øst i bedestilling, så er jeg til høflig info ikke konverteret til en anden trosretning. Sådan så slutfasen bare ud efter et lettere panikanfald. Jeg forsøgte at bevare roen, men efterhånden som tiden gik, begyndte vejrtrækningen at galopere, kroppen rystende og stemmen kom lidt ud af kontrol, alt imens angsten kravlede op langs rygraden.
Efter at have sagt farvel til nogle gæster foran vort hus, ville jeg samle hundene og tage dem med indenfor igen. Jeg kunne kun finde to af dem og manglede pludselig én. Det var der ikke umiddelbart noget usædvanligt i, så jeg gik ind og ledte efter hende inde i huset.
Efter at have kaldt på hende adskillige gange, begyndte jeg at undre mig. Tæven kommer altid når jeg kalder og gør næsten aldrig noget hun ikke må. Der var noget galt. Systematisk gennemsøgte jeg samtlige værelser i huset samt de foretrukne gemmesteder, men hun var væk. Så slog den forfærdelige tanke mig “havde hun forvildet sig ud af lågen, da gæsterne gik"?
Jeg styrtede ud på stisystemet bag huset og ledte. Der kom stadig ingen hund. Nu var jeg for alvor bange så jeg gik tilbage til huset for at ringe efter mine gæster igen, for at få hjælp til at lede efter hende. Lige da jeg rundede lågen igen, fik jeg øje på noget hvidt helt inde i en busk i indkørslen. Der lå damen og snorksov. Udmattet efter 4 dage i selskab med 2 ferietotter. Hun missede lidt med øjnene, da jeg smed mig ned på knæ foran hende og fik hende hevet ud af busken.
Jeg indrømmer gerne at jeg udnyttede situationen, da jeg nu alligevel lå dernede på knæene, så jeg sendte skyndsomt taknemmelige tanker til de højere magter. Det tog lige lidt tid at få hjertet proppet ned på rette plads i kroppen igen. Den stakkels intetanende søvnige hund blev herefter båret ind i sofaen efterfulgt af de to andre hunde, der beredvilligt havde hjulpet med at lede hele vejen rundt.
Flokken var samlet igen. Ro på Tante. Behøver jeg at sige hvor taknemmelig jeg er.
Efter at have sagt farvel til nogle gæster foran vort hus, ville jeg samle hundene og tage dem med indenfor igen. Jeg kunne kun finde to af dem og manglede pludselig én. Det var der ikke umiddelbart noget usædvanligt i, så jeg gik ind og ledte efter hende inde i huset.
Efter at have kaldt på hende adskillige gange, begyndte jeg at undre mig. Tæven kommer altid når jeg kalder og gør næsten aldrig noget hun ikke må. Der var noget galt. Systematisk gennemsøgte jeg samtlige værelser i huset samt de foretrukne gemmesteder, men hun var væk. Så slog den forfærdelige tanke mig “havde hun forvildet sig ud af lågen, da gæsterne gik"?
Jeg styrtede ud på stisystemet bag huset og ledte. Der kom stadig ingen hund. Nu var jeg for alvor bange så jeg gik tilbage til huset for at ringe efter mine gæster igen, for at få hjælp til at lede efter hende. Lige da jeg rundede lågen igen, fik jeg øje på noget hvidt helt inde i en busk i indkørslen. Der lå damen og snorksov. Udmattet efter 4 dage i selskab med 2 ferietotter. Hun missede lidt med øjnene, da jeg smed mig ned på knæ foran hende og fik hende hevet ud af busken.
Jeg indrømmer gerne at jeg udnyttede situationen, da jeg nu alligevel lå dernede på knæene, så jeg sendte skyndsomt taknemmelige tanker til de højere magter. Det tog lige lidt tid at få hjertet proppet ned på rette plads i kroppen igen. Den stakkels intetanende søvnige hund blev herefter båret ind i sofaen efterfulgt af de to andre hunde, der beredvilligt havde hjulpet med at lede hele vejen rundt.
Flokken var samlet igen. Ro på Tante. Behøver jeg at sige hvor taknemmelig jeg er.
Kommentarer
Send en kommentar