Havedam anno 2003

Indtil 2003 havde vi en dejlig stor køkkenhave fyldt med grøntsager og et par frugttræer. De blev passet og plejet og forventningen var stor, da efteråret kom og høsten skulle i hus. Men den blegnede noget, da vi fandt ud af at dræbersneglene havde holdt ædegilde. 


På det tidspunkt arbejde Tantens mand i et firma, hvor de solgte havedamsartikler. Derfor blev vi hurtigt enige om at tilføje en havedam til haven. En haveslange blev lagt ud som skabelon og herefter gravede hele familien dammen ud med håndkraft. Set i bagklogskabens lys snyder skabelonen, for når først der kommer dybde i, ser det straks helt anderledes ud.



Det overskydende jord blev brugt som en vold ud mod den offentlige sti. Der måtte dog hentes mere jord, for at volden fik den størrelse som vi ønskede. Den skulle kunne bære nogle af de rododendroner, som vi syntes stod for tæt og uhensigtsmæssigt rundt om i haven. Havedammen blev planeret og selv den mindste sten blev fjernet for at den ikke skulle lave hul i dugen og dermed gøre dammen utæt. 


Natursten blev bl.a. hentet på den gamle fødegård samt hos anden familie (selvfølgelig iflg. aftale med nuværende ejere). Tænk der har virkelig været nogle mennesker som blot har troet, at fordi der lå en stak sten ved en mark, så var den til fri afbenyttelse i ly af mørket. Sådan er det ikke. Natursten er i høj kurs og man må betale pænt for dem.

Tantens mand er en ørn til at lave stenbede. Hver sten bliver vurderet og nøjsomt sat på plads, og når de først er sat, ja så står de der stadig. Et kæmpe slidsomt arbejde, som vi aldrig har fortrudt. Vores køkkenhave ligger trygt og godt i Supermarkedet. Efter vi har fået havedam har vi så fin fauna, at vi har fået både pindsvin og frøer, og dermed har vi på naturens egne vegne fået has på dræbersneglene.

Kommentarer