Nogen har spurgt hvor Tanten er blevet af ? Hvad laver hun? Hvorfor er der så stille? Tak for omsorgen - jeg er lige her og er nu tilbage efter en længere selvvalgt retræte.
Det var ikke planlagt, men det var bare sådan det blev. Jeg kunne pludselig ikke høre mit indre jeg, kun en masse støj på linjen. Oveni blev smerterne i hånd/albue for insisterende og en lille operation i højre hånd blev nødvendig. Det gjorde mig i periode inhabil og totalt afhængig af hjælp fra andre.
Fra at være en Cand.Selv.Tante blev jeg pludselig til en Curling.Tante, som måtte have hjælp til alt lige fra personlig pleje og til huslige opgaver og meget andet. Alt det der normalt er en selvfølge for mig, blev pludselig til komplekse og vanskelige opgaver som tog lang tid. Det passede slet ikke ind i Tantens regnskab.
I denne periode råbte jeg F*ck til bukser med lynlås, sko med snørebånd, og pæn frisure og for herefter at sige pænt goddag til casual frisure, løsthængende tøj og smurte madder i køleskabet på tallerken skåret ud i børnetoppe.
I sådan en tilstand bliver alt meget stille. Man bliver ydmyg for selv den mindste hjælp, og dybt taknemmelig for det, man ellers er i stand til at gøre selv. Der er rigeligt tid til at sætte sig op på det mentale bjerg og få talt godt og grundigt med sig selv og meditere lidt. Lidt efter lidt forsvinder skydækket og så kan man både høre og se alting meget mere klart og tydeligt.
Set i bakspejlet har det været rigtigt godt for mig. Tid til ro og stilhed. Tid til refleksion. Tid til bare at være mig. Nogen gange kunne det dog føles lidt ensomt, men jeg var alligevel i godt og trygt selskab.
Nu er jeg tilbage i en lettere renoveret udgave. Jeg kan sætte min frisure som jeg vil, gå i stramme cowboybukser med højrevendt lynlås, og ikke mindst kan jeg køre bil igen. Om jeg kører bedre efter operationen vides ikke med bestemthed, men jeg er selvkørende på alle måder. Den luksus er ikke alle forundt. Jeg er dybt taknemmelig.
Hvis du mangler inspiration til meditation, så se Gumbas guide her:
https://www.youtube.com/watch?v=jfTSlser7Xw
Det var ikke planlagt, men det var bare sådan det blev. Jeg kunne pludselig ikke høre mit indre jeg, kun en masse støj på linjen. Oveni blev smerterne i hånd/albue for insisterende og en lille operation i højre hånd blev nødvendig. Det gjorde mig i periode inhabil og totalt afhængig af hjælp fra andre.
Fra at være en Cand.Selv.Tante blev jeg pludselig til en Curling.Tante, som måtte have hjælp til alt lige fra personlig pleje og til huslige opgaver og meget andet. Alt det der normalt er en selvfølge for mig, blev pludselig til komplekse og vanskelige opgaver som tog lang tid. Det passede slet ikke ind i Tantens regnskab.
I denne periode råbte jeg F*ck til bukser med lynlås, sko med snørebånd, og pæn frisure og for herefter at sige pænt goddag til casual frisure, løsthængende tøj og smurte madder i køleskabet på tallerken skåret ud i børnetoppe.
I sådan en tilstand bliver alt meget stille. Man bliver ydmyg for selv den mindste hjælp, og dybt taknemmelig for det, man ellers er i stand til at gøre selv. Der er rigeligt tid til at sætte sig op på det mentale bjerg og få talt godt og grundigt med sig selv og meditere lidt. Lidt efter lidt forsvinder skydækket og så kan man både høre og se alting meget mere klart og tydeligt.
Set i bakspejlet har det været rigtigt godt for mig. Tid til ro og stilhed. Tid til refleksion. Tid til bare at være mig. Nogen gange kunne det dog føles lidt ensomt, men jeg var alligevel i godt og trygt selskab.
Nu er jeg tilbage i en lettere renoveret udgave. Jeg kan sætte min frisure som jeg vil, gå i stramme cowboybukser med højrevendt lynlås, og ikke mindst kan jeg køre bil igen. Om jeg kører bedre efter operationen vides ikke med bestemthed, men jeg er selvkørende på alle måder. Den luksus er ikke alle forundt. Jeg er dybt taknemmelig.
Hvis du mangler inspiration til meditation, så se Gumbas guide her:
https://www.youtube.com/watch?v=jfTSlser7Xw
Kommentarer
Send en kommentar