Er hjemvendt efter en dejlig hyggetur til Storcentret og sidder og reflekterer lidt over dagens oplevelser. Der var ganske mange mennesker der havde fået den samme ide som os, men vi havde bestemt at vi havde god tid.
Den første tøjbutik vi var i, fandt vi selvfølgelig noget "smart i en fart" som vi måtte prøve. Vi fandt et prøverum, og min datter gik ind og prøvede tøjet, mens jeg stod udenfor. Uheldigvis var vi landet midt i en familiefejde, med to søstre under 12 år i hver deres rum på hver side af vores rum, med en mor der stod udenfor og galede op alt imens hun maste rundt med en kæmpe indkøbsvogn. Argh, altså hvor hyggeligt at skulle tvinges til at høre om deres skænderier.
Næste butik skulle vi selvfølgelig også besøge deres prøverum, og her var køen laaaaaang. Nå men tålmodighed er en dyd, så stillede os pænt op og ventede til det blev vores tur. Her synes damen bag ved os, at hun da lige kunne ringe til en bekendt og fortælle om at hendes kæreste måtte bestemme om hvornår de skulle have børn, ja de var jo da lige flyttet sammen...blablabla... Hvorfor lige tale så højt? Mens vi prøvede at ignorere den høje samtale, kunne vi så lige kigge lidt på det kærestepar der stod og smånussede lidt foran. Get a room!
Da vi så endelig havde fundet et prøverum og næsten var færdig, kom en ung kvinde hen og bad os om at skynde os, så hun kunne få prøverummet, hun havde nemlig meget travlt. Og! Hvad kom det lige os ved, måske skulle hun bare have kørt lidt før hjemmefra? Behøver jeg at sige, at vi tog den tid vi skulle bruge?
Så er det lige jeg tænker, hvad f.. skete der lige der? Har folk virkelig glemt eller aldrig nogensinde lært hvordan man opfører sig i det offentlige rum! Hvorfor skal man have trukket andre menneskers privatliv helt ned over hovedet? Kan vi ikke godt blive fri. Ellers kunne jeg måske godt komme til at foreslå støjende mennnesker at de skulle læse Emma Gads: Takt og Tone : hvordan vi omgaas . Men hvem er det så der er den flabede?
Kommentarer
Send en kommentar