Efter flere år bøjet i støvet med dårligdom, mistænkeliggørelse og evigt spørgsmål om min troværdighed, placeret i diverse aktiveringstilbud, meningsløse kurser og stå-skoleret-møder er jeg endelig kommet ud på den anden side - med livet i behold. Men det holdt også hårdt. Pyh på et tidspunkt var jeg så dårlig, at selv ikke DAKA ville have resterne, fordi kroppen blev udsat for den ene belastning efter den anden uden den rette behandling.
Mine tanker går til de mennesker, der som jeg, er kommet i klemme i systemet. Jeg håber at de har nogle positive mennesker omkring sig, der kan støtte dem, for det har man virkelig brug for. Lad være med at dømme dem hvis de reagerer uhensigtsmæssigt, det er af afmagt. Giv dem et smil og et kram istedet og vær med til at bevare troen på det gode i mennesker.
Hvor blev mine rettigheder som menneske af? Trods adskillige lægeerklæringer, diagnoser og undersøgelser blev jeg stadig mistænkt for at være "et-bevidst-arbejdssky-element". Alle lægeerklæringer som var skrevet af højtuddannede læger, blev underkendt af kontorpersonale, sagsbehandlere og lægekonsulent som hævdede at have loven i hånden.
Jeg har sågar modtaget krisehjælp efter et møde med en utilstedelig lægekonsulent, som hævdede at alle muligheder ikke var udtømt. Han mente den eneste redning der var, ville være at komme på behandlingskursus i hans private firma. Min egen læge var heldigvis med til mødet, og efterfølgende blev lægekonsulenten indberettet for at være beruset og det der var værre.
Vi har aldrig nogensinde troet at det kunne ske inden for det offentlige system, og jeg har også fået en undskyldning fra den pågældende Socialchef. Vil sige at efter den oplevelse havde jeg absolut ingen tiltro til systemet. Til sidst blev jeg endog undersøgt for at have post-traumatisk-stress, fordi turen gennem systemet var så langvarig. Flere læger var rystede over sagen. Hvordan kan det overhovedet ske i Danmark.
Jeg har sågar modtaget krisehjælp efter et møde med en utilstedelig lægekonsulent, som hævdede at alle muligheder ikke var udtømt. Han mente den eneste redning der var, ville være at komme på behandlingskursus i hans private firma. Min egen læge var heldigvis med til mødet, og efterfølgende blev lægekonsulenten indberettet for at være beruset og det der var værre.
Vi har aldrig nogensinde troet at det kunne ske inden for det offentlige system, og jeg har også fået en undskyldning fra den pågældende Socialchef. Vil sige at efter den oplevelse havde jeg absolut ingen tiltro til systemet. Til sidst blev jeg endog undersøgt for at have post-traumatisk-stress, fordi turen gennem systemet var så langvarig. Flere læger var rystede over sagen. Hvordan kan det overhovedet ske i Danmark.
Nu er det 2 år siden at jeg fik tilkendt min førtidspension, og tiden bliver brugt på at nyde tilværelsen som den nu engang er blevet. Og endelig har jeg fundet en behandling som kan hjælpe mig med smerterne. Det var absolut ikke planen at jeg skulle stå af midt i livet, men vor Herre eller hvem det nu var, havde en anden plan.
I dag faldt jeg over en børnesang som jeg har hørt meget da pigerne var små, og må sige at det har været en af mine yndlingssange. For når man bliver mødt som et barn, føler man sig som et uartigt barn.
Udadtil har jeg altid været opdraget i flinkeskolen, og har gjort hvad man forlangte af mig. Men når nok er nok, står der pludselig en trodsig møgunge inden i og stamper i gulvet når tingene ikke går som det skal. Og tænk det blev faktisk min redning.
Mine tanker går til de mennesker, der som jeg, er kommet i klemme i systemet. Jeg håber at de har nogle positive mennesker omkring sig, der kan støtte dem, for det har man virkelig brug for. Lad være med at dømme dem hvis de reagerer uhensigtsmæssigt, det er af afmagt. Giv dem et smil og et kram istedet og vær med til at bevare troen på det gode i mennesker.
Tju bang chokolademand - det er mig der bestemmer her.
Kommentarer
Send en kommentar