Det skal lige siges at når man først har bevæget sig ned af stien ved Helligdomsklipperne og man går og nyder udsigten og siger ih og åh.. pludselig tænker man: det var dog underligt kan man ikke snart komme af denne sti.
Vi blev ved med at sige til hinanden - vi skal bare lige rundt om næste hjørne så er vi ved vejen - og vi mødte bare slet ingen andre turister. Så føler man sig bare helt alene i verden... dog så vi et par køer på en mark, men den vej havde vi nu ikke lige lyst til at gå.
Et sted på vejen - hvor vides slet ikke - fandt vi denne lille oase. Ren Robinson Crusoe. Hvor var der bare skønt! Endnu ingen mennesker. Sig mig - hvor var vi havnet.
Efter en god lang pause måtte vi videre. Vi skulle altså finde den vej ud. Vandbeholdningen var ved at slippe op og det var varmt.
Endelig langt om længe kom vi til en lille cafe midt i vildnisset. Her smed vi os, mens vores superfar gik tilbage langs den store vej og hentede bilen ved Helligdomsklipperne. Da han hentede os kunne han oplyse at han "kun" havde kørt 2 km. hm... Mine ben sagde mindst 4 km, og i brochurerne står der 7 km på stierne mellem Helligdomsklipperne og Gudhjem.
Det står stadig hen i det uvisse, hvor langt og helt nøjagtig hvor vi havde været. En ting er dog helt sikkert - skøn vild natur på en lille trampesti - langt fra alt og alle - sikken oplevelse!
Kommentarer
Send en kommentar