Så nærmer sig weekenden hvor vi skal på hundeudstilling igen. Fredag skal der sættes telt op, og min mand har advaret mig. De lover storm, mindst. Tak for tilliden. Jeg sætter mig da bare på teltet, så bliver det nok hvor det skal være. Hm.. en heks har jo fløjet før..
Så er det bare jeg tænker. Hvordan kan det være at hver gang man skal til udstilling, så skal der ske alle mulige mærkelige ting? De sker jo ikke til daglig.. eller er det bare fordi det er så bedøvende ligegyldigt til hverdag.
Når hunden skal vaskes dagen inden, er det i mit tilfælde lidt af en sats. For jeg har en hund der er vant til at den gerne må blive beskidt. Faktisk er det aller sjovest at gnide snuden på græsset eller jorden lige efter en vask. Og når man har en hanhund med hormonforstyrrelser, tisser den ikke kun en gang, men mange gange. Med lang pels og ustyrlige vindforhold kan det næsten ikke undgås at pelsen rammes. Og tænk hvis den skal lave mere end det... nej her stopper det lige.
Kom til at tænke på da vi var til udstilling i Middelfart. Vi havde inviteret noget familie, og der var også andre med fra træningsholdet. Masser af mennesker. Ikke nok med at gulvet var meget glat, så det så ud som om hunden skøjtede rundt i svingene, men da jeg skulle præsentere hunden foran dommeren, ja så valgte min hund at "tale i den store telefon".
Så pinligt at jeg gik i panik. Alle hjalp mig bare. En samlede op, en tjekkede hund, dog i den forkerte ende. En anden råbte, du skal ind igen, du er gået videre. Kaos. Bagefter er man da totalt forvirret..
Hvad skete der lige der, hev jeg for hårdt i linen, så han blev kvalt... Svaret kom senere, min hund kastede op en gang i timen hele natten. Stakkels hund, han havde reddet sig en maveinfektion, og det kostede en tur hos dyrlægen.
Det var en af de første gange jeg udstillede, og der lærte jeg, at der ikke er noget, der kan være perfekt. Det minder jeg mig selv om, hver gang jeg skal klargøre mig mentalt til en udstilling. De andre udstillere ser ud som om de har tjek på det hele. Den attitude låner jeg lige. Har hørt at det også tæller. Dog ved jeg, at de også har været nybegynder engang, og derfor ser de ikke skævt til mig.
Nogle ville tænke, hvorfor gide gå på udstilling, når der er så mange forhindringer.. Fordi det er sjovt. Man hygger med dem man kender, og man møder mange nye mennesker. Fordi hunde er hunde, og selvom de er trænet til at gøre det bedste, ja så gør de nogle gange bare noget helt uforudsigeligt, som man bare kan se det komiske i - nogle gange først bagefter..
Og ja, fordi jeg kan. Det holder mig i gang. Den dag jeg ikke længere kan, den skal nok komme helt af sig selv.
Så er det bare jeg tænker. Hvordan kan det være at hver gang man skal til udstilling, så skal der ske alle mulige mærkelige ting? De sker jo ikke til daglig.. eller er det bare fordi det er så bedøvende ligegyldigt til hverdag.
Når hunden skal vaskes dagen inden, er det i mit tilfælde lidt af en sats. For jeg har en hund der er vant til at den gerne må blive beskidt. Faktisk er det aller sjovest at gnide snuden på græsset eller jorden lige efter en vask. Og når man har en hanhund med hormonforstyrrelser, tisser den ikke kun en gang, men mange gange. Med lang pels og ustyrlige vindforhold kan det næsten ikke undgås at pelsen rammes. Og tænk hvis den skal lave mere end det... nej her stopper det lige.
Kom til at tænke på da vi var til udstilling i Middelfart. Vi havde inviteret noget familie, og der var også andre med fra træningsholdet. Masser af mennesker. Ikke nok med at gulvet var meget glat, så det så ud som om hunden skøjtede rundt i svingene, men da jeg skulle præsentere hunden foran dommeren, ja så valgte min hund at "tale i den store telefon".
Så pinligt at jeg gik i panik. Alle hjalp mig bare. En samlede op, en tjekkede hund, dog i den forkerte ende. En anden råbte, du skal ind igen, du er gået videre. Kaos. Bagefter er man da totalt forvirret..
Hvad skete der lige der, hev jeg for hårdt i linen, så han blev kvalt... Svaret kom senere, min hund kastede op en gang i timen hele natten. Stakkels hund, han havde reddet sig en maveinfektion, og det kostede en tur hos dyrlægen.
Det var en af de første gange jeg udstillede, og der lærte jeg, at der ikke er noget, der kan være perfekt. Det minder jeg mig selv om, hver gang jeg skal klargøre mig mentalt til en udstilling. De andre udstillere ser ud som om de har tjek på det hele. Den attitude låner jeg lige. Har hørt at det også tæller. Dog ved jeg, at de også har været nybegynder engang, og derfor ser de ikke skævt til mig.
Nogle ville tænke, hvorfor gide gå på udstilling, når der er så mange forhindringer.. Fordi det er sjovt. Man hygger med dem man kender, og man møder mange nye mennesker. Fordi hunde er hunde, og selvom de er trænet til at gøre det bedste, ja så gør de nogle gange bare noget helt uforudsigeligt, som man bare kan se det komiske i - nogle gange først bagefter..
Og ja, fordi jeg kan. Det holder mig i gang. Den dag jeg ikke længere kan, den skal nok komme helt af sig selv.
Kommentarer
Send en kommentar