Jeg læste på nettet at et gammelt husgeråd er, at kartoffelmel kan anvendes til utallige ting udover madlavning.
Det kan anvendes til pletter på gulvtæppet. Man tørrer det spildte op og man drysser et godt lag kartoffelmel på og lader det tørre et døgns tid eller to. Derefter støvsuger man det op og wupti pletten er væk. Der står bare ikke noget om at små og store fødder syns det er dejligt at sætte et aftryk i det. Ej heller at hunden syns det smager godt. Derfor får man trægulve i hele hytten.
Jeg har også ladet mig fortælle at det også kan bruges til røde barnenumser, men da vi er ovre den tid har jeg ikke rigtigt fået det prøvet af.
Nu havde jeg forleden brug for at afprøve husrådet med kartoffelmelet. Denne gang i hundens pels. Den var blevet lidt rød. Ergo jeg fandt kartoffelmelet frem og hældte det over i en lille bøtte. Man skal jo ikke blande hunde og madvarer. Bøtten satte jeg på bordet i mit kreative værksted og så hentede jeg hunden.
Jeg løftede hunden op på bordet, og når man så kommer gående med så meget pels i armene - så kunne jeg ikke se hvor jeg havde sat bøtten med kartoffelmel. Ergo jeg satte hunden lige ned i dåsen. Prøv lige at spørge om det støvede .Altså den korttidshukommelse.. Efter at have fået støvsuget alt op, kunne jeg fortsætte behandlingen af hunden. Han syntes nu godt nok at det var noget sært noget mor nu havde fundet på, men han fandt sig godmodigt i det.
Næste morgen kunne jeg ikke forstå at der lå noget hvidt pulver på gulvet. Endvidere var gulvet pludseligt meget mere glat end sædvanligt. Hver gang hunden rystede sig, stod der en hvid støvsky rundt om den og kartoffelmelet dryssede ned på gulvet. Frem med støvsugeren igen.
Sådan gik denne weekend. Husgerådet havde sin virkning og bivirkning. Jeg har nu en hvid hund igen og meget flotte bonede gulve.
Kommentarer
Send en kommentar