Tør du at sige nej

Her i vores lille hjem lever vi som i et lille demokratisk samfund. Dog har vi hverken en dronning eller en statsminister, men vi forældre har forskellige ministerposter, mens pigerne er de opponerende. Dvs. vi har faktisk de fleste ministerier repræsenteret, lige fra finans- til justitsministeriet. Dog udskriver vi aldrig valg, på det punkt er vi diktatoriske.

Det ville måske være nemmere engang imellem, hvis vi havde det totale diktatur, men det er nok ikke lykken. Vi forsøger at opdrage pigerne så demokratisk som muligt, for at ruste dem til livet senere hen. Det var nu egentligt ikke aftalt spil, men det er bare blevet sådan med årene.

For vore piger er benhårde til at opponere. De kan komme op med de mest skudsikre argumenter, og selv om man måske først har sagt nej, må man alligevel nogle gange revurdere den beslutning man har lagt ud med, fordi man inderst inde godt kan se at beslutningen ikke holder vand. Men de vinder nu ikke hver gang, for vi tør godt holde fast på en beslutning som vi har taget, også selvom det kan være en upopulær beslutning.

For hvis ikke vi skulle forberede vores unge mennesker på verdenen udenfor, hvem skulle så. I den virkelige verden går tingene langt fra efter vores egne ønsker. Her gælder det om at kunne tilpasse sig og begå sig, man kan jo ikke stampe i gulvet overfor fx. chefen og sige, jamen det vil jeg bare. Men omvendt skal de heller ikke tilpasse sig for enhver pris, og her er det de får brug for de gode argumenter, hvis der opstår situationer der er helt henne i hegnet.

Hvor ville jeg dog ønske at jeg ikke havde været opdraget i flinkeskolen. Hvor ville jeg ønske at jeg havde lært at sige fra når noget var urimeligt. Det er først noget jeg har måttet lære på den hårde måde her midt i livet. Jeg har nok været en af de største kamelslugere her nord for alperne, og det har ikke været godt for mig. Derfor ligger det mig meget på sinde at mine piger bliver bedre end jeg til at passe på sig selv. Måske vil nogle sige at jeg går over i den anden grøft - det være op til dem - men jeg håber vi finder den gyldne middelvej.


Kommentarer