Jep - så lykkedes det igen. Jeg er nu tilbage på 1. pladsen over pinlige mødre. Jeg ved virkelig ikke hvad der skete - det var ganske ubevidst - nå men det ville enhver idiot nok påråbe sig, så jeg må jo bare indrømme - jeg klokkede idet. I ordets bogstaveligste forstand.
I min godhed pga. frostvejr bestemte jeg mig for, at jeg ville hente min datter efter skoletid. Jeg havde alligevel et ærinde nede i byen og derfor var det belejliget at køre forbi skolen. Jeg sendte en sms til hende og så hørte jeg ikke mere. Så da klokken var 14.20 holdt jeg foran skolen og ventede.
Og ventede. Nu er jeg en meget tålmodig sjæl så da kl. var 14.30 skrev jeg igen en sms til min datter. Ingen svar. Nå så ringede jeg da bare til hende. Ingen svar. Nå men så var det jo nok fordi mobilen var løbet tør for strøm. Så er det jo godt man har venindernes telefonnumre, så der ringede jeg til.
Så blev telefonen straks taget. Af min datter. Mor, jeg har altså time nu! Der gik lige et par sekunder inden den sank ind hos mig. Og Mor jeg skal hilse fra min lære at sige, at du må se at få lært klokken at kende. . Argh hvor pinligt! Her havde jeg siddet og været småirriteret over at der ingen respons var. Jeg behøver vist ikke at sige at luften ganske stille forlod mig. En stor undskyldning var på sin plads og den måtte jeg aflevere straks.
Set i bagklogskabens lys kunne den situation sagtens have været undgået, hvis jeg ellers havde været lidt mere opmærksom. Nu kan jeg så sige at det er en brist i min opdragelse, at jeg altid har lært at man skal komme i god tid - hallo spade - man skal komme til tiden! Hvis man kommer i for god tid, så henleder man opmærksomheden på sig selv, og det er faktisk lige så uhøfligt som at komme for sent.
Dagen derpå svier lidt. Jeg hanker op i mig selv, og har nu justeret alle husets ure, så de går lige på minuttet. Og jeg overvejer endda at gå så vidt, som at få sat nyt batteri i mit armbåndsur, som jeg ellers går meget sjældent med.
Men alt dette er vel til ingen verdens nytte, hvis man alligevel ikke kender klokken. Fremover tror jeg dog at det vil lykkes for mig, for jeg havde en meget dygtig læremester i går, og der går nok et stykke tid inden jeg glemmer det igen.
I min godhed pga. frostvejr bestemte jeg mig for, at jeg ville hente min datter efter skoletid. Jeg havde alligevel et ærinde nede i byen og derfor var det belejliget at køre forbi skolen. Jeg sendte en sms til hende og så hørte jeg ikke mere. Så da klokken var 14.20 holdt jeg foran skolen og ventede.
Og ventede. Nu er jeg en meget tålmodig sjæl så da kl. var 14.30 skrev jeg igen en sms til min datter. Ingen svar. Nå så ringede jeg da bare til hende. Ingen svar. Nå men så var det jo nok fordi mobilen var løbet tør for strøm. Så er det jo godt man har venindernes telefonnumre, så der ringede jeg til.
Så blev telefonen straks taget. Af min datter. Mor, jeg har altså time nu! Der gik lige et par sekunder inden den sank ind hos mig. Og Mor jeg skal hilse fra min lære at sige, at du må se at få lært klokken at kende. . Argh hvor pinligt! Her havde jeg siddet og været småirriteret over at der ingen respons var. Jeg behøver vist ikke at sige at luften ganske stille forlod mig. En stor undskyldning var på sin plads og den måtte jeg aflevere straks.
Set i bagklogskabens lys kunne den situation sagtens have været undgået, hvis jeg ellers havde været lidt mere opmærksom. Nu kan jeg så sige at det er en brist i min opdragelse, at jeg altid har lært at man skal komme i god tid - hallo spade - man skal komme til tiden! Hvis man kommer i for god tid, så henleder man opmærksomheden på sig selv, og det er faktisk lige så uhøfligt som at komme for sent.
Dagen derpå svier lidt. Jeg hanker op i mig selv, og har nu justeret alle husets ure, så de går lige på minuttet. Og jeg overvejer endda at gå så vidt, som at få sat nyt batteri i mit armbåndsur, som jeg ellers går meget sjældent med.
Men alt dette er vel til ingen verdens nytte, hvis man alligevel ikke kender klokken. Fremover tror jeg dog at det vil lykkes for mig, for jeg havde en meget dygtig læremester i går, og der går nok et stykke tid inden jeg glemmer det igen.
Kommentarer
Send en kommentar