For nogle år siden var vi til konfirmation ved familien. En hyggelig dag, et hyggeligt sted med masser af god gammeldags mad i gammeldags omgivelser. Det er faktisk slet ikke det det handler om, men vi er nødt til at have omgivelserne i orden. Efter et stykke tid måtte vi damer ud og lette ben. Det plejer jeg normalt godt at kunne gøre helt selv, men i dette tilfælde hjalp jeg min gangbesværede mor.
Det gik også fint, indtil vi sad ude på dasset i hver sin boks. Så lød der pludselig en klirrende lyd og et udbrud, NEEEEJ! Jamen hvad sker der dog i boks 2. Låsen på mit armbånd gik op og nu kan jeg ikke finde mine perler. (det var saltvandsperler og en dyrebar fødselsdagsgave)
Så kan det ellers være at damerne i boks 1 og 3 fik travlt med at blive færdige, for at komme med på skattejagt. Op med dørene og ned på knæ. Vi ledte overalt for sådanne perler kan jo trille langt væk. De var pist væk. Lige idet jeg rejste mig igen, kom jeg til at kigge ned i kummen. Der lå de jo! og så blegnede jeg. Skulle jeg nu stikke hånden ned i vandet og lege perlefisker?! Jeg var helt lammet i konflikt med mig selv. Hjælpe min mor eller være sart.. Hjælpen var nær. Damen i boks 3 sagde: Jeg har arbejdet i en børnehave og det her har jeg prøvet mange gange før. Af med den fine jakke og så smøgede hun ærmerne op og vupti var perlerne fisket i land igen. Sikken sej dame!
Min mor var lettet og glad. Men nu skulle de fine perler jo vaskes og renses ved håndvasken. I bar nervøsetet over tingene tabte hun perlerne ned i vasken og nåede i sidste øjeblik at fange dem inden de gled ned i afløbet. Forskrækkede skrig og derefter jubellatter. Så kom der en ny gæst ind på toilettet og hun var fra et andet selskab end vores. Hun kiggede lidt mærkeligt på os og vi knækkede sammen af grin igen.
Da vi kom ind i salen igen til vores familie, kunne vi næsten ikke fortælle historien for vi grinte så vi græd. For det at fortælle hvad der kan ske på et toilet, er normalt ikke noget man deler med andre og da slet ikke til fin fest. Men da jeg nu er den jeg er, er den hermed også delt med jer. Sjove historier skal da ikke gemmes væk - vel?
Det gik også fint, indtil vi sad ude på dasset i hver sin boks. Så lød der pludselig en klirrende lyd og et udbrud, NEEEEJ! Jamen hvad sker der dog i boks 2. Låsen på mit armbånd gik op og nu kan jeg ikke finde mine perler. (det var saltvandsperler og en dyrebar fødselsdagsgave)
Så kan det ellers være at damerne i boks 1 og 3 fik travlt med at blive færdige, for at komme med på skattejagt. Op med dørene og ned på knæ. Vi ledte overalt for sådanne perler kan jo trille langt væk. De var pist væk. Lige idet jeg rejste mig igen, kom jeg til at kigge ned i kummen. Der lå de jo! og så blegnede jeg. Skulle jeg nu stikke hånden ned i vandet og lege perlefisker?! Jeg var helt lammet i konflikt med mig selv. Hjælpe min mor eller være sart.. Hjælpen var nær. Damen i boks 3 sagde: Jeg har arbejdet i en børnehave og det her har jeg prøvet mange gange før. Af med den fine jakke og så smøgede hun ærmerne op og vupti var perlerne fisket i land igen. Sikken sej dame!
Min mor var lettet og glad. Men nu skulle de fine perler jo vaskes og renses ved håndvasken. I bar nervøsetet over tingene tabte hun perlerne ned i vasken og nåede i sidste øjeblik at fange dem inden de gled ned i afløbet. Forskrækkede skrig og derefter jubellatter. Så kom der en ny gæst ind på toilettet og hun var fra et andet selskab end vores. Hun kiggede lidt mærkeligt på os og vi knækkede sammen af grin igen.
Da vi kom ind i salen igen til vores familie, kunne vi næsten ikke fortælle historien for vi grinte så vi græd. For det at fortælle hvad der kan ske på et toilet, er normalt ikke noget man deler med andre og da slet ikke til fin fest. Men da jeg nu er den jeg er, er den hermed også delt med jer. Sjove historier skal da ikke gemmes væk - vel?
Kommentarer
Send en kommentar