Her i forbindelse med morsdag lovede min yngste datter mig en dejlig frokost. Skønt tænkte jeg - jeg elsker den slags overraskelser.Hun er nemlig god til at lave mad. I dag lavede min datter så frokosten og jeg satte mig til bords. Nu skulle der råhygges.
Men jeg må tilstå - jeg er så FLOV! Pinlig berørt! Her har jeg gået og sagt at jeg ikke er kræsen og kan lide det meste mad. Jeg plejer at være ligeglad med hvad aftensmaden står på, jeg spiser bare det der bliver lavet - indtil i dag altså...
Jeg begyndte at spise frokostretten og smagen var ganske god. Det var en lille ovnret med skinke i bunden, salat, krydderier og så med et æg ovenpå. Nemt og lækkert. Men der var bare lige det problem med konsistensen. Det mindede meget om blanding af blødkogte æg og spejlæg. Det er noget jeg aldrig spiser.
Først tænkte jeg, for F. da, nu tager du dig sammen og smiler og siger det smager godt, og så SPISER du det bare. Det lykkedes mig at komme halvvejs gennem retten. Ind imellem måtte jeg drikke godt med vand og "skylle" efter og så "snakke" mig ud af krisen og lade som ingenting.
Pludselig siger min datter. Mor, jeg syns ikke det smager så godt som jeg troede. Her knækkede min film og jeg brød sammen og tilstod at jeg altså ikke kunne spise resten. Jeg havde kæmpet med at min hals krøllede sig den forkerte vej og min mave slog koldebøtter.
Heldigvis har jeg en sød og tålmodig datter, der lod mig slippe for at spise resten. Hun ved godt jeg har svært ved noget der er lidt blævret, og jeg tror hun havde spottet at jeg kæmpede med maden. Lidt pinligt for en mor der burde gå forrest med at være et godt eksempel for sine børn.
Så nu må jeg så æde mine ord i mig igen - det der med at jeg ikke er kræsen - for det er vel det man kalder folk, der ikke kan spise det der kommer på bordet. Sådan et utaknemmeligt asen - UNDSKYLD min skat! Tak for mad alligevel.
Men jeg må tilstå - jeg er så FLOV! Pinlig berørt! Her har jeg gået og sagt at jeg ikke er kræsen og kan lide det meste mad. Jeg plejer at være ligeglad med hvad aftensmaden står på, jeg spiser bare det der bliver lavet - indtil i dag altså...
Jeg begyndte at spise frokostretten og smagen var ganske god. Det var en lille ovnret med skinke i bunden, salat, krydderier og så med et æg ovenpå. Nemt og lækkert. Men der var bare lige det problem med konsistensen. Det mindede meget om blanding af blødkogte æg og spejlæg. Det er noget jeg aldrig spiser.
Først tænkte jeg, for F. da, nu tager du dig sammen og smiler og siger det smager godt, og så SPISER du det bare. Det lykkedes mig at komme halvvejs gennem retten. Ind imellem måtte jeg drikke godt med vand og "skylle" efter og så "snakke" mig ud af krisen og lade som ingenting.
Pludselig siger min datter. Mor, jeg syns ikke det smager så godt som jeg troede. Her knækkede min film og jeg brød sammen og tilstod at jeg altså ikke kunne spise resten. Jeg havde kæmpet med at min hals krøllede sig den forkerte vej og min mave slog koldebøtter.
Heldigvis har jeg en sød og tålmodig datter, der lod mig slippe for at spise resten. Hun ved godt jeg har svært ved noget der er lidt blævret, og jeg tror hun havde spottet at jeg kæmpede med maden. Lidt pinligt for en mor der burde gå forrest med at være et godt eksempel for sine børn.
Så nu må jeg så æde mine ord i mig igen - det der med at jeg ikke er kræsen - for det er vel det man kalder folk, der ikke kan spise det der kommer på bordet. Sådan et utaknemmeligt asen - UNDSKYLD min skat! Tak for mad alligevel.
Kommentarer
Send en kommentar