Materialistisk eller fedterøv

I fredags havde min ældste datter fødselsdag. Hun er pt. i praktik i en børnehave og var så heldig at skulle på arbejde på hendes fødselsdag. Det havde været en dejlig dag med fødselsdagssang og -gaver .

Børnene havde fået den opgave fra de andre pædagoger, de skulle tegne en tegning til min datter. Men børnene skulle tænke sig godt om inden de begyndte. Det skulle være en tegning, der viste det allerbedste de kunne ønske for min datter. Det blev STORT. Jeg har set alle tegningerne og jeg var rørt. Der var virkelig lagt noget for dagen. Tegninger med de bedste ønsker om flotte huse, nogle havde tegnet huse hvor de var naboer til min datter, så de kunne lege sammen tit. En sød tanke.

Men den bedste gave, fortalte min datter, den har jeg fået fra min kæreste. Han har lagt mærke til at jeg ikke har haft tid til at fotografere her på det sidste, så han har inviteret mig et sted hen i smuk natur en hel dag med picnickurv og forplejning, så jeg kan fotografere hele dagen.

Så tænker jeg: hvor smukt. De bedste gaver er dem man ikke kan købe for penge. Hvor mange af os husker lige det. Min mor har altid sagt, at hun kun ønskede sig nogle søde børn, når vi har spurgt hende, hvad hun ønskede sig til fødselsdagsgave og jul. Dertil har jeg altid sagt, at det HAR hun jo, så hun må komme op med noget andet - og jeg selv.. jeg plejer at sige, at det jeg ønsker mig mest, er noget der ikke kan købes for penge fx. godt helbred og fred på jord. DET er store ønsker - jeg ved det godt.

Men derfra og så til at ikke give gaver til fødselsdag - der er lige et stykke vej for mig endnu - for jeg er opdraget til, at man giver fødselsdagsgaver - ellers kan det signalere, at man er en fedterøv.??? Man kunne jo også lige vende den en omgang og sige, at dem der giver fødselsdagsgaver er dem med ingen fantasi. Pyh.. nu tror jeg da lige jeg får trådt nogle over tæerne ;) det var ikke meningen ;)

Men tanken rører mig lidt alligevel. Er vi blevet materialistiske? puh et grimt ord i min verden, men jeg må sande, at den svier lidt. Ja det er vort samfund jo nok blevet bygget op til at være. Det er jo tit det vi bliver målt og vejet på..  Men hvis vi er i stand til at være taknemmelige over for de små ting og ikke tage dem for givet - så er vi vist stadig på rette vej.

Med ønsket om en dejlig dag til alle :)

Kommentarer