Det er bare sådan en morgen. Du vågner og inden du lukker øjnene op, så ved du bare at regnen siler ned. Jubi jeg tager lige 10 min. mere under dynen. Det er ikke nemt at stå op, når man stadig efter 5 dage har ondt i ørene, men et varmt brus kan vel gøre det.
Så får jeg kæmpet mig frem til fordøren. Her må jeg konstatere at det vist hedder fuld kampuniform mod regnvejret for både mig og hundene. Sikke en rejse i alt det tøj. Og for at det ikke skal være løgn må jeg gå af to omgange, fordi Frida er i løbetid og Sofus hjerne er på standby. Bagefter sejler baggangen af vådt regntøj og våde poter.
Endelig når jeg ind til morgenbordet. Jeg er nederst i fødekæden, alle får mad før mig, så jeg er ved at være godt sulten. Her slår rutinen til. Jeg rækker hånden ind i skabet og når lige at tænke; Fedt manden har købt 2 poser havregryn. Jeg elsker havregryn og det er tæt på en katastrofe, hvis jeg ikke får det til morgenmad. Sød mand jeg har ;-)
Alt imens jeg bakser med at få pakken åbnet, står jeg og holder øje med hundene. Måske skulle jeg holde lidt øje med, hvad jeg selv står og laver! - for da jeg hælder maden op i skålen - kan jeg konstatere at havregrynene måske er lige rigeligt finvalsede denne gang, for der står en fin lille støvsky op omkring skålen. Det viser sig så, at det er hvedemel jeg står og hælder op.
Jeg kigger forvirret på pakken. Den har nøjagtig samme farve som havregrynspakken og den stod på havregrynets plads i skabet. Så melder tanken sig. Hvorfor i alverden har manden købt hvedemel? Kan han ikke tyde min smukke håndskrift på indkøbslisten? Eller er det et vip med en vognstang om, at han synes jeg skal bage noget lækkert brød på en regnvejrsdag?
Hm?! Jeg tror bare, jeg lige så stille tager en dag mere på divaneseren. Det regner - så kan man ikke bage.
Så får jeg kæmpet mig frem til fordøren. Her må jeg konstatere at det vist hedder fuld kampuniform mod regnvejret for både mig og hundene. Sikke en rejse i alt det tøj. Og for at det ikke skal være løgn må jeg gå af to omgange, fordi Frida er i løbetid og Sofus hjerne er på standby. Bagefter sejler baggangen af vådt regntøj og våde poter.
Endelig når jeg ind til morgenbordet. Jeg er nederst i fødekæden, alle får mad før mig, så jeg er ved at være godt sulten. Her slår rutinen til. Jeg rækker hånden ind i skabet og når lige at tænke; Fedt manden har købt 2 poser havregryn. Jeg elsker havregryn og det er tæt på en katastrofe, hvis jeg ikke får det til morgenmad. Sød mand jeg har ;-)
Alt imens jeg bakser med at få pakken åbnet, står jeg og holder øje med hundene. Måske skulle jeg holde lidt øje med, hvad jeg selv står og laver! - for da jeg hælder maden op i skålen - kan jeg konstatere at havregrynene måske er lige rigeligt finvalsede denne gang, for der står en fin lille støvsky op omkring skålen. Det viser sig så, at det er hvedemel jeg står og hælder op.
Jeg kigger forvirret på pakken. Den har nøjagtig samme farve som havregrynspakken og den stod på havregrynets plads i skabet. Så melder tanken sig. Hvorfor i alverden har manden købt hvedemel? Kan han ikke tyde min smukke håndskrift på indkøbslisten? Eller er det et vip med en vognstang om, at han synes jeg skal bage noget lækkert brød på en regnvejrsdag?
Hm?! Jeg tror bare, jeg lige så stille tager en dag mere på divaneseren. Det regner - så kan man ikke bage.
Kommentarer
Send en kommentar