Jeg er som så mange andre i min generation, blevet opdraget i flinkeskolen. Det der med at børn skal ses og ikke høres osv. Man gjorde hvad der blev sagt samt man skulle have respekt for alderdommen. Det har helt sikkert passet godt på børn i tresserne. Vore forældre gjorde vel bare hvad deres forældre havde gjort.
Nu er det sådan at man som forældre selv kan vælge og vrage imellem, hvad man vil viderebringe til vores børn. Det er hermed gjort på bedste vis, og undskyld hvis det ikke er helt lykkedes for mig. Den vil jeg tage på mine vinger, og ikke skyde skylden på samfundet.
Det punkt der hedder respekt for alderdommen, mestrer jeg såmænd helt godt i de fleste situationer - pånær det punkt hvor der ikke er gensidig respekt over for mig og mine. Selv om jeg har lang elastik overfor andre mennesker, så må man erkende at elastikker efter at have været spændt for langt ud, også kan springe.
For år tilbage tog jeg en beslutning. En beslutning som jeg egentlig var i min gode ret til at tage, det kan faktisk slet ikke diskuteres. En ældre person blev så tøsefornærmet over beslutningen, at vedkommende valgte at lave en pinlig scene foran mine venner/familie på det der ellers skulle have været en dejlig dag - for at straffe mig og for at demonstrere sin utilfredshed og sikkert også i et forsøg på at hævde sin magt.
Efterfølgende har vedkommende stadig forsøgt at vedholde sin magt, ja såmænd også forsøgt at ramme mig via mine børn. Til det kan jeg kun sige: Det var ikke klogt gjort. Det lykkedes ikke særlig godt, faktisk synes jeg efterhånden at det er pinligt og ynkeligt.
Det er nemlig sådan at man ikke kan kræve respekt - det er noget man skal gøre sig fortjent til. Derfor hænger jeg mine vinger til tørre.
Kommentarer
Send en kommentar