Ind imellem tænker jeg om jeg virkelig er en gammeldags mor, som i dinosauermor. Mine børn bliver i år hhv 18 og 25 år. Jeg havde hverken yngre søskende eller haft job som barnepige, da jeg fik mit første barn. Ergo så grøn som man nu kunne være som 27-årig, og den absolut sidste i vores omgangskreds, der fik børn. Det eneste våben jeg havde som ny i forældreverden, var min sunde fornuft og en rimelig klar hukommelse af min egen opdragelse.
Jeg aner ikke hvad folk synes om mine børns opdragelse, og er faktisk også lidt ligeglad for det er nemlig alt for sent. Et kært familiemedlem gjorde mig engang opmærksom på, at børn skal opdrages før de blev 10 år gamle, alt derefter var lidt spild af tid - og så fik jeg travlt.
Når jeg så læser om curlingforældre, hvordan de ikke tør sige nej og sætte grænser osv. så begynder mine øjne helt automatisk at rulle, jeg bliver arrig i skralden og tænker - hvor svært kan det lige være. Kom nu ind i kampen kære forældre. Tag det bedste fra din egen opdragelse og lad være med at gå over i den anden grøft, hvis der var noget dårligt. Så er du allerede godt på vej. Det første nej kan synes svært, men for f@nden man føder børn når de er 0 år, og ikke når de er teenagere. Det første nej burde i mine øjne falde inden barnet er 1 år, og derefter kommer det vel helt af sig selv.
Og ja, man bliver ret så upopulær når man siger nej, men når barnet efter gentagne gange får nej, så er det bare sådan. Til gengæld når ungen så får et ja, så er det også dobbelt glad. Jeg behøver kun at tænke på da jeg selv fik et nej af mine forældre, skide irriterende, men så vidste man da at man ikke behøvede at spørge en anden gang, for hvis man begyndte at plage var det bare et endnu større nej. Sådan var det bare og man stillede slet ikke spørgsmålstegn ved det.
Det var der nogle der godt kunne lære lidt af i dag. At nej betyder nej og at verdenen ikke går under af den grund. Selv voksne der har fået mange nej'er i barndommen, er faktisk overlevet og har et velfungerende og rigt liv i dag. De har nemlig lært at man ikke kan få alt i verden, men at man skønner ekstra godt på tingene når det går godt.
Men jeg ved det godt. Jeg er en håbløs umoderne gammel dinosauermor - en snart forlængst uddød race. Men lur mig om ikke der kommer en helt ny generation af forældre, der synes det er topmoderne at turde at stå ved sig selv og sine børn. Årh det gad jeg godt.
Jeg aner ikke hvad folk synes om mine børns opdragelse, og er faktisk også lidt ligeglad for det er nemlig alt for sent. Et kært familiemedlem gjorde mig engang opmærksom på, at børn skal opdrages før de blev 10 år gamle, alt derefter var lidt spild af tid - og så fik jeg travlt.
Når jeg så læser om curlingforældre, hvordan de ikke tør sige nej og sætte grænser osv. så begynder mine øjne helt automatisk at rulle, jeg bliver arrig i skralden og tænker - hvor svært kan det lige være. Kom nu ind i kampen kære forældre. Tag det bedste fra din egen opdragelse og lad være med at gå over i den anden grøft, hvis der var noget dårligt. Så er du allerede godt på vej. Det første nej kan synes svært, men for f@nden man føder børn når de er 0 år, og ikke når de er teenagere. Det første nej burde i mine øjne falde inden barnet er 1 år, og derefter kommer det vel helt af sig selv.
Og ja, man bliver ret så upopulær når man siger nej, men når barnet efter gentagne gange får nej, så er det bare sådan. Til gengæld når ungen så får et ja, så er det også dobbelt glad. Jeg behøver kun at tænke på da jeg selv fik et nej af mine forældre, skide irriterende, men så vidste man da at man ikke behøvede at spørge en anden gang, for hvis man begyndte at plage var det bare et endnu større nej. Sådan var det bare og man stillede slet ikke spørgsmålstegn ved det.
Det var der nogle der godt kunne lære lidt af i dag. At nej betyder nej og at verdenen ikke går under af den grund. Selv voksne der har fået mange nej'er i barndommen, er faktisk overlevet og har et velfungerende og rigt liv i dag. De har nemlig lært at man ikke kan få alt i verden, men at man skønner ekstra godt på tingene når det går godt.
Men jeg ved det godt. Jeg er en håbløs umoderne gammel dinosauermor - en snart forlængst uddød race. Men lur mig om ikke der kommer en helt ny generation af forældre, der synes det er topmoderne at turde at stå ved sig selv og sine børn. Årh det gad jeg godt.
Kommentarer
Send en kommentar