Jeg elsker at køre bil - det gør min mand også. Derfor er der nogle gange kamp om førersædet. Sjovt nok så taber jeg tit, (måske bare for husfreds skyld?) og ender med at trække det lod om at køre hjem fra en fest. Måske hænger det sammen med at jeg ikke gider at drikke rødvin? hvem ved.
Tit bliver Tantens mand lidt stram i betrækket, hvis jeg er nødt til at komme med advarsler. Ikke at han ikke er en god bilist, ingen tvivl om det, men jeg ved han hader når folk brækker sig i bilen. Hvis han kører lidt frisk til, så bliver jeg nemt køresyg, og så er det at jeg bliver nødt til at sige til. Der er jo ikke indvendige vinduesviskere..
Når jeg så endelig selv skal afsted i byen, så er det det rene svir, for så kører jeg både ud og hjem. Sikken fest. Jeg elsker den frie fornemmelse - jeg bestemmer farten. Jeg anser mig selv for at være en habil bilist. Jeg kører fornuftigt og friskt. Dog overholder jeg lovene, for sådan er Tanten jo også indrettet.
I weekenden var jeg på kursus med hundefolket. Da jeg skulle køre fra en motorvej over på en anden, måtte jeg ned på en afkørselsvej. Max 60 km/t og en kurve på 45 grader. Hvor svært kan det lige være! Friskt gik det rundt i svinget... Og hvad endte det med - Tanten blev køresyg - mens hun selv kørte?! Har man hørt mage... Det var faktisk lidt ligesom at have en centrifuge i maven. Puh.
Èn gang har jeg ladet mig overtale til at tage en tur i en minirutchebane i et Sommerland sammen med mine børn. Det gør de aldrig igen. De synes det var vildt pinligt at have mig med, for der kommer store lyde ud af munden på mig på sådan en tur, og så var det træls at passe mig bagefter. Sikken festbremse.
Trods en livlig barndom med gynger og klatren i træer osv., så kan mit indre øre bare slet ikke følge med. Jeg har forsøgt ifølge samråd med lægen, at rette op på dette, ved at slå koldebøtter, snurre rundt om mig selv og hoppe i trampolin. Tro mig det er ikke et kønt syn, og jeg holdt op med det, fordi min familie var ved at brække sig af grin over mig.
Jeg er derfor kommet til den erkendelse, at jeg er nødt til at begynde at køre som en blød hat. Så hvis I næste gang ser en Rød Løve køre langsomt - så er det bare mig der er ved at tilpasse mig til mine indre organer.
Tit bliver Tantens mand lidt stram i betrækket, hvis jeg er nødt til at komme med advarsler. Ikke at han ikke er en god bilist, ingen tvivl om det, men jeg ved han hader når folk brækker sig i bilen. Hvis han kører lidt frisk til, så bliver jeg nemt køresyg, og så er det at jeg bliver nødt til at sige til. Der er jo ikke indvendige vinduesviskere..
Når jeg så endelig selv skal afsted i byen, så er det det rene svir, for så kører jeg både ud og hjem. Sikken fest. Jeg elsker den frie fornemmelse - jeg bestemmer farten. Jeg anser mig selv for at være en habil bilist. Jeg kører fornuftigt og friskt. Dog overholder jeg lovene, for sådan er Tanten jo også indrettet.
I weekenden var jeg på kursus med hundefolket. Da jeg skulle køre fra en motorvej over på en anden, måtte jeg ned på en afkørselsvej. Max 60 km/t og en kurve på 45 grader. Hvor svært kan det lige være! Friskt gik det rundt i svinget... Og hvad endte det med - Tanten blev køresyg - mens hun selv kørte?! Har man hørt mage... Det var faktisk lidt ligesom at have en centrifuge i maven. Puh.
Èn gang har jeg ladet mig overtale til at tage en tur i en minirutchebane i et Sommerland sammen med mine børn. Det gør de aldrig igen. De synes det var vildt pinligt at have mig med, for der kommer store lyde ud af munden på mig på sådan en tur, og så var det træls at passe mig bagefter. Sikken festbremse.
Trods en livlig barndom med gynger og klatren i træer osv., så kan mit indre øre bare slet ikke følge med. Jeg har forsøgt ifølge samråd med lægen, at rette op på dette, ved at slå koldebøtter, snurre rundt om mig selv og hoppe i trampolin. Tro mig det er ikke et kønt syn, og jeg holdt op med det, fordi min familie var ved at brække sig af grin over mig.
Jeg er derfor kommet til den erkendelse, at jeg er nødt til at begynde at køre som en blød hat. Så hvis I næste gang ser en Rød Løve køre langsomt - så er det bare mig der er ved at tilpasse mig til mine indre organer.
Kommentarer
Send en kommentar