I dag har jeg været nødt til at bruge "offentlig samkørsel" (lad os bare kalde det det, for ikke at støde nogle) for at komme fra A til B. Jeg var adviseret om lidt ventetid, men 15 minutter var billigt sluppet, så alt i alt en fremragende løsning på transportproblemer.
Når man bliver stuvet sammen i en bil med fremmede mennesker, så kører snakken. Nogle er mere snakkesaglige end andre, og i dag valgte jeg bare at lytte. Der var slet ikke behov for mit bidrag, de andre kunne snildt underholde hinanden.
Egentligt sad jeg bare og kiggede ud af vinduet og havde tankerne et andet sted, men pludseligt var der noget der fangede mit øre. "Andre folks hunde og deres efterladenskaber". Se det er noget Tanten ved en del om og så måtte jeg lytte. De kom vidt omkring med deres historier, forargelsen var stor.
Næste step i diskussionen var dog "antallet af hunde som folk nu kunne tillade sig at have". Mere end en hund var faktisk lidt uacceptabelt mente panelet. (Ok tænkte jeg: øh jeg har to og kunne godt tænke mig nr. 3 ;) jeg sank lidt ned i sædet)
En af deltagerne kunne endvidere berette om en dame som kom gående med to små hvide langhårede hunde, om hendes gøren og laden med de bette hunde. (Ok tænkte jeg: det kunne jo egentligt godt have været mig). Om hvordan sådan nogle små bæster skulle have numsen tørret hver gang de havde besørget.
Det var så her jeg kom i vanskeligheder. Er I klar over hvor svært det er at skjule, at man næsten tuder af grin invendigt, men man ser fuldstændig upåvirket ud udadtil?! Behøver jeg at sige, at jeg var lettet da jeg kunne stige ud af bilen, og sige tak for turen.
Hold nu kæft altså, hvor har jeg klukket af grin :) Min mund sidder snart helt omme ved ørerne. Det er så sjovt. Der kan man bare se hvad andre folk tænker om Tanter med små hvide langhårede hunde i vores omegn. Hvis underholdningsværdien er lige så høj hver gang, skal jeg måske benytte mig mere af "offentlig samkørsel".
Når man bliver stuvet sammen i en bil med fremmede mennesker, så kører snakken. Nogle er mere snakkesaglige end andre, og i dag valgte jeg bare at lytte. Der var slet ikke behov for mit bidrag, de andre kunne snildt underholde hinanden.
Egentligt sad jeg bare og kiggede ud af vinduet og havde tankerne et andet sted, men pludseligt var der noget der fangede mit øre. "Andre folks hunde og deres efterladenskaber". Se det er noget Tanten ved en del om og så måtte jeg lytte. De kom vidt omkring med deres historier, forargelsen var stor.
Næste step i diskussionen var dog "antallet af hunde som folk nu kunne tillade sig at have". Mere end en hund var faktisk lidt uacceptabelt mente panelet. (Ok tænkte jeg: øh jeg har to og kunne godt tænke mig nr. 3 ;) jeg sank lidt ned i sædet)
En af deltagerne kunne endvidere berette om en dame som kom gående med to små hvide langhårede hunde, om hendes gøren og laden med de bette hunde. (Ok tænkte jeg: det kunne jo egentligt godt have været mig). Om hvordan sådan nogle små bæster skulle have numsen tørret hver gang de havde besørget.
Det var så her jeg kom i vanskeligheder. Er I klar over hvor svært det er at skjule, at man næsten tuder af grin invendigt, men man ser fuldstændig upåvirket ud udadtil?! Behøver jeg at sige, at jeg var lettet da jeg kunne stige ud af bilen, og sige tak for turen.
Hold nu kæft altså, hvor har jeg klukket af grin :) Min mund sidder snart helt omme ved ørerne. Det er så sjovt. Der kan man bare se hvad andre folk tænker om Tanter med små hvide langhårede hunde i vores omegn. Hvis underholdningsværdien er lige så høj hver gang, skal jeg måske benytte mig mere af "offentlig samkørsel".
Kommentarer
Send en kommentar