De sidste to år har jeg været i gang med slægtsforskning på min fars side. Da min far døde for over 20 år siden, måtte jeg derfor have fat i mine to farbrødre for at hente oplysninger. Det blev startskuddet til en lang og spændende rejse, som nok aldrig helt ender. Der er altid noget at tage fat på. Men jeg var kommet så langt at jeg syntes, at det skulle præsenteres for den ældste af mine farbrødre. Det kunne passende være en lille 90-års fødselsdagsgave til ham.
"Gaven" blev så afleveret i går. Vi tog den lange tur her fra det sydjydske og op til en by tæt på Limfjorden. På turen derop kørte vi igennem det ene sogn efter det andet, og jeg sad og tænkte; nå den kirkebog har jeg også gravet igennem. Disse bøger er fuld af historier, når man har været på "kanalrundfart" i dem, og jeg har mødt mange triste skæbner.
Efter en overvældende og solid frokost (for sådan er det i det vestjydske), gav vi os i kast med at fortælle historien, som også bød på overraskelser. For der var langt flere familiemedlemmer end først antaget. Både overraskende og alligevel efter et stykke tids grublen, gav det mening.
Dernæst blev der gransket billeder. Jeg havde lånt min fars ungdomsbilleder af min mor, i håb om at min farbror kunne kende nogle af personerne. Det kunne han desværre ikke helt, men det gav ham inspiration til en hel masse sjove historier om min far og familien, som jeg aldrig har hørt før.
Det blev en minderig eftermiddag, som jeg vil huske. Hele vejen hjem sad jeg med en rigtig god og varm følelse indeni. Jeg var bare så glad for, at jeg nåede at give gaven, for ingen kender dagen, selv om folk er friske og frejdige. Hvor var det dejligt at få indblik i min fars ungdom og familieforhold. Samtidig var jeg fuld af benovelse over at min farbror havde så god en hukommelse, hans alder taget i betragtning. Tænk hvis det blev mig forundt.
Næste trin er så at få oplysningerne spredt til resten af familien. Jeg ved godt at ikke alle er lige bidt af slægtsforskning som jeg er, men så har de muligheden hvis de har lyst. Måske kan de bidrage med endnu flere oplysninger, hvem ved. Rejsen tilbage til rødderne er godt i gang. Jeg tror det er never-ending-story jeg er kommet i gang med.
"Gaven" blev så afleveret i går. Vi tog den lange tur her fra det sydjydske og op til en by tæt på Limfjorden. På turen derop kørte vi igennem det ene sogn efter det andet, og jeg sad og tænkte; nå den kirkebog har jeg også gravet igennem. Disse bøger er fuld af historier, når man har været på "kanalrundfart" i dem, og jeg har mødt mange triste skæbner.
Efter en overvældende og solid frokost (for sådan er det i det vestjydske), gav vi os i kast med at fortælle historien, som også bød på overraskelser. For der var langt flere familiemedlemmer end først antaget. Både overraskende og alligevel efter et stykke tids grublen, gav det mening.
Dernæst blev der gransket billeder. Jeg havde lånt min fars ungdomsbilleder af min mor, i håb om at min farbror kunne kende nogle af personerne. Det kunne han desværre ikke helt, men det gav ham inspiration til en hel masse sjove historier om min far og familien, som jeg aldrig har hørt før.
Det blev en minderig eftermiddag, som jeg vil huske. Hele vejen hjem sad jeg med en rigtig god og varm følelse indeni. Jeg var bare så glad for, at jeg nåede at give gaven, for ingen kender dagen, selv om folk er friske og frejdige. Hvor var det dejligt at få indblik i min fars ungdom og familieforhold. Samtidig var jeg fuld af benovelse over at min farbror havde så god en hukommelse, hans alder taget i betragtning. Tænk hvis det blev mig forundt.
Næste trin er så at få oplysningerne spredt til resten af familien. Jeg ved godt at ikke alle er lige bidt af slægtsforskning som jeg er, men så har de muligheden hvis de har lyst. Måske kan de bidrage med endnu flere oplysninger, hvem ved. Rejsen tilbage til rødderne er godt i gang. Jeg tror det er never-ending-story jeg er kommet i gang med.
Kommentarer
Send en kommentar