Det er så skønt at have store træer i sin have, men hold nu op et løvfald vi har i denne tid. Man kan næsten ikke se havedammen for bare blade. Tilfældigvis havde vi lagt løvnet over dammen allerede i september, selv om vi først plejer at gøre det i efterårsferien. Men vi havde besøg af en ret så insisterende fiskehejre, som sad på kanten af bassinet flere gange hver dag og studerede spisekortet, og det gad vi bare ikke i længden.
Tantens mand har allerede taget 1. omgang med løvriven, men efter et par dage med god blæst var der lige så mange blade igen. Selvfølgelig kunne vi bare lade bladene ligge indtil de formummer, men vores erfaring har vist, at det er så tykt et løvfald, at selv græsplænen gik ud. Det tør vi ikke med trædebregnerne, så derfor er manden gået i gang med 2. omgang i disse dage.
Når nu alle bladene er faldet af det store asketræ, så kan man pludselig se hvor langt op af stammen klatrehortensiaen er nået op. Det er faktisk imponerende. Den fortsætter bare derudaf og jeg er da egentligt spændt på hvor langt den kommer op.
Sådan ser det ud efter denne omgang rengøring - sålænge det altså varer for der er stadig blade på hængepilen. Vi kan igen se vandet i dammen. Tantens havemand har stået oppe på stenene ved vandkanten og balanceret for at rive de sidste blade op af havedammen. Til trods for at jeg stod klar med kameraet, så blev det ikke til nogle sjove billeder denne gang - men måske næste gang.
Kommentarer
Send en kommentar