Når man som jeg er Tante Gammel Gift, så skulle man mon synes, at man efterhånden har set og hørt det meste i ens ægteskab. Men der er stadig plads til overraskelser og undskyld hvis jeg ryster lidt på tastaturet.
Engang for mange herrens år siden da jeg var nygift, var vi til en fest. Her kom jeg til at sidde sammen med nogle ældre damer, som fortalte mig betydningen af at man kunne sørge for ens mand. Jeg kunne jo godt forstå på det hele, at det var et vigtigt erhverv. Det har jeg anstrengt mig lige siden, for de skulle bare ikke komme og pege fingre ad mig.
Det var på det tidspunkt hvor Tantens Rul og Vask blev etableret. Det har sådan set været selvkørende lige siden. Der er aldrig nogen der har blandet sig i hvordan tingene blev gjort, og jeg må sige jeg har altid haft masser at lave. Det er tæt på at jeg er blevet kvalt i min egen succes.
Jeg har forsøgt at erhverve nye medarbejdere, men det er altid gledet lidt ud i sandet. Det har jeg så nok resigneret vænnet mig til. Derfor kom det lidt som et chok i lørdags, da Tantens mand pludselig løb rundt og ledte efter skocreme. Han havde dog fundet skuffen, men der var vist alt for mange forskellige ting at vælge imellem.
Det gik ikke helt stille af sig, og så måtte jeg skyndsomt finde den rigtige tube. Så var det at jeg måtte være hurtig. Sidste gang jeg stod og pudsede sko, blev jeg pludselig overdynget med ikke mindre end 6 par sko, som manden gerne lige ville have pudset (når jeg nu alligevel stod der)
Hurtig hentede jeg mine fine sko, som godt lige kunne trænge til en overhaling. Da jeg kom ud i baggangen igen, var manden i fuld gang. Den stakkel havde så mange kræfter, at da han trykkede på tuben, kom der alt for meget læderfedt ud, så det lå i en fin fed stribe på bordet. Sjovt nok så siger den tube aldrig en lyd, når det er mig der pudser sko. Hurtigt forlod jeg lokalet med et lille hint om, at min lille damesko kun skulle smøres uden på og ikke indeni.
For dælen da. Jeg er slet ikke helt kommet mig over det endnu, og jeg overvejer faktisk lidt at lukke Tantens Rul og Vask. Vi stryger den bare. Sjældent har jeg set manden være så glad hele eftermiddagen. Han sprudlede, lo og dansede rundt om bordet. Det er det jeg altid har sagt! Arbejde gør glad. Tænk bare hvor godt det gjorde at pudse sko. Hvordan skal det mon ikke gå, når han begynder at stryge skjorter!
For det var da derfor han var glad, ikk'? Eller var det fordi vi var til stor fest? Jeg bliver pludselig lidt i tvivl?!
Engang for mange herrens år siden da jeg var nygift, var vi til en fest. Her kom jeg til at sidde sammen med nogle ældre damer, som fortalte mig betydningen af at man kunne sørge for ens mand. Jeg kunne jo godt forstå på det hele, at det var et vigtigt erhverv. Det har jeg anstrengt mig lige siden, for de skulle bare ikke komme og pege fingre ad mig.
Det var på det tidspunkt hvor Tantens Rul og Vask blev etableret. Det har sådan set været selvkørende lige siden. Der er aldrig nogen der har blandet sig i hvordan tingene blev gjort, og jeg må sige jeg har altid haft masser at lave. Det er tæt på at jeg er blevet kvalt i min egen succes.
Jeg har forsøgt at erhverve nye medarbejdere, men det er altid gledet lidt ud i sandet. Det har jeg så nok resigneret vænnet mig til. Derfor kom det lidt som et chok i lørdags, da Tantens mand pludselig løb rundt og ledte efter skocreme. Han havde dog fundet skuffen, men der var vist alt for mange forskellige ting at vælge imellem.
Det gik ikke helt stille af sig, og så måtte jeg skyndsomt finde den rigtige tube. Så var det at jeg måtte være hurtig. Sidste gang jeg stod og pudsede sko, blev jeg pludselig overdynget med ikke mindre end 6 par sko, som manden gerne lige ville have pudset (når jeg nu alligevel stod der)
Hurtig hentede jeg mine fine sko, som godt lige kunne trænge til en overhaling. Da jeg kom ud i baggangen igen, var manden i fuld gang. Den stakkel havde så mange kræfter, at da han trykkede på tuben, kom der alt for meget læderfedt ud, så det lå i en fin fed stribe på bordet. Sjovt nok så siger den tube aldrig en lyd, når det er mig der pudser sko. Hurtigt forlod jeg lokalet med et lille hint om, at min lille damesko kun skulle smøres uden på og ikke indeni.
For dælen da. Jeg er slet ikke helt kommet mig over det endnu, og jeg overvejer faktisk lidt at lukke Tantens Rul og Vask. Vi stryger den bare. Sjældent har jeg set manden være så glad hele eftermiddagen. Han sprudlede, lo og dansede rundt om bordet. Det er det jeg altid har sagt! Arbejde gør glad. Tænk bare hvor godt det gjorde at pudse sko. Hvordan skal det mon ikke gå, når han begynder at stryge skjorter!
For det var da derfor han var glad, ikk'? Eller var det fordi vi var til stor fest? Jeg bliver pludselig lidt i tvivl?!
Kommentarer
Send en kommentar